Kampsporten har lært mig at stå på egne ben

Mit første møde med kampidræt

”Jeg voksede op i en meget kærlig libanesisk familie i Danmark med forældre, der ville gøre alt for at støtte mig. Jeg var ved at starte ballet som 14-årig, da min søster kom hjem fra en taekwondo-træning med hendes veninde. Hendes bevægelser og passion for sporten tændte en ild og nysgerrighed i mig, og den følgende uge havde jeg min første Taekwondo-session. Dette blev starten på min rejse i kampsportens verden og udviklingen af mig selv som person.”

Fars pige til sort bælte

”Min far kæmpede mange af mine kampe som barn. Jeg var fars pige, men til taekwondo fandt jeg min indre styrke. Jeg lærte at stå på egne ben og tage mine egne kampe både inden i ringen og udenfor. Mine søstre og jeg trænede sammen i et par år. Herefter stoppede de, men jeg forsatte og fik det sorte bælte og havde et par kampe i både ind og udland. Jeg endte dog med at stoppe pga. en skade og kom ikke tilbage. Jeg holdt en pause fra kampsport og prøvede alle mulige sportsgrene, men fandt ikke passionen og den holdånd og atmosfære, som jeg havde oplevet i kampsporten.”

Fra taekwondo til thaiboksning

”Jeg skulle prøve noget nyt og tog til Libanon på udveksling et halvt år. Her startede jeg med at træne med min fætter, der selv havde sort bælte i taekwondo, men som var skiftet til MMA. Det var ham der præsenterede mig for thaiboksning. Jeg elskede det med det samme. Og jeg fandt passionen igen. Da jeg kom hjem til Danmark, startede jeg til thaiboksning i SIAM. Da jeg startede i SIAM, var der ikke mange piger, men i løbet af det første år kom der flere og flere til og vi fik et fantastisk træningsmiljø. Vi fandt et fællesskab, hvor vi kunne udvikle os sammen. Der var en uudtalt forståelse af, at jo bedre vi kunne gøre hinanden, jo bedre ville vi selv blive.”

Teamet i ryggen og troen på egne evner

”Fællesskabet er essentielt. De dage hvor jeg ikke orkede at tage til træning, tog jeg alligevel afsted, fordi jeg vidste at mine træningskammeraterne ventede. Fællesskabet har haft enorm betydning for min udvikling både som kæmper og som menneske. I kampsport bryder man med sine grænser og når man bryder med sine grænser og presser dem, har man brug for teammates og et trygt fællesskab, så man kan rykke sig. Man får et tæt forhold til hinanden, når man kæmper sammen. I kampsport er du ene i ringen, men du er i virkeligheden ikke alene. Du har hele dit team bag dig. Kampsport ér intensivt. Man ser sin frygt i øjnene, og man ender med at kende sig selv bedre end man nogensinde har gjort. Når man hver dag gør lidt mere, og bliver lidt bedre, så øger man troen på sig selv og sine egne evner. I min hverdag, selv når jeg falder, så rejser jeg mig op. Man bliver naturligt stærkere, gennem sine fald. Den læresætning bruger jeg i alle dele af mit liv.”

Kvaliteterne ved kampsport

”Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle ende med at dyrke en kampsport, hvor man bliver slået i hovedet. Men det er blevet en del af min identitet. Jeg har lært at beskytte mig selv, og jeg har trænet mig op, så jeg har haft alle de redskaber, der er nødvendige for at kæmpe og udvikle sig selv. Gennem min egen rejse og min træningskammeraters rejse, er det min klare overbevisning, at vi har udviklet et stærkere selvværd og øget vores selvtillid. Disciplin er desuden en stor del af kampsport, og noget som man kan bruge uden for sporten. Det er noget af det bedste ved kampsport, at jeg har rykket mig både fysisk og mentalt.”

I kampsport er alle lige

”I ringen og til træning er vi alle lige. Jeg føler ikke, jeg er blevet behandlet anderledes, fordi jeg er kvinde. Mine trænere har brændt for sporten og ønsket at dygtiggøre sine kæmpere. Jeg har aldrig følt, at der var forskel på kønnene. Det sammenhold og det fællesskab der er inden for sporten er unikt, og så er det for alle, uanset om det er motionister, elite, ældre eller børn. Den kæmpe glæde det giver, det kan ikke beskrives. Det skal prøves på egen krop."