At dyrke jiu jitsu har gjort en verden til forskel

Helene Jæger er 28 år gammel. Hun har dyrket Jiu Jitsu i 6,5 år, hun bor i Næstved med sin samojedehund på 11 år og er i gang med sit speciale i kommunikation på RUC. Hun har 2. kyu i jiu jitsu (blåt bælte), og er i gang med at træne op til 1. kyu (brunt bælte).

Hvorfor startede du til Kampidræt?

Jeg startede i sin tid (2004), fordi jeg læste om  jiu jitsu i en fritidsaktivitetsfolder fra Næstved kommune. Der stod bl.a. at det at dyrke kampsport kunne øge ens selvtillid, hvilket jeg tænkte var en ret smart ting. Da jeg nåede afslutningen af folkeskolen havde jeg brug for en pause, der endte med at vare ca. 10 år. Jo ældre jeg blev, jo mere kunne jeg se et stort behov for at kunne forsvare mig selv. Jeg læste bl.a. forskellige artikler om kvinder, der var blevet overfaldet, og hvor systemet ikke tog dem alvorligt. Det gjorde mig lidt harm, og fik mig til at indse, at hvis jeg ikke kunne være sikker på systemet til at give mig retfærdighed, måtte jeg lære at forsvare mig, så jeg ikke nåede dertil. En helt anden, og mere praktisk, årsag til jeg startede, var fordi jeg pådrog mig en skade, som krævede jævnlig træning. Da jeg ikke er den store løber, måtte jeg finde på noget andet – og det er her kampsport kommer ind i billedet.

Hvordan, hvorhenne, hvornår og i hvilken Kampidrætsklub?

Jeg dyrker jiu jitsu i Budo Næstved, som er en kampidrætsklub med fire stilarter; jiu jitsu, judo, aikido og systema. Jiu jitsu har træning hver tirsdag og torsdag fra 19.15 - 21, så man får nemt sin anbefalede mængde motion om ugen. Jeg kendte klubben fra dengang, jeg gik som ung, og fordi klubben ligger så tæt på hvor jeg bor, og tilbyder den stilart jeg godt kan lide at træne, var det oplagt for mig at starte op der igen. Da jeg efter en pause startede op igen i 2016 med en veninde, som også var interesseret i at prøve jiu jitsu, blev jeg med det samme mødt af den åbne og omfavnende atmosfære, som jeg har fundet ud af, er meget naturlig i kampidrætsuniverset. Når vi tager på lejr eller kurser, er det den samme følelse jeg møder og får, når vi er sammen med kampidrætsudøvere fra andre klubber.

Hvilke fordomme og barrierer havde du, før du startede til Kampidræt?

Da jeg startede til jiu jitsu, kendte jeg ikke andet til det end det kampidræt, jeg havde set i tv. De fik det altid til at se så let ud, selvom det også så voldsomt ud til tider. Den største barriere for mig var, og er sådan set stadig, min egne usikkerheder. Specielt i forhold til hvad der blev forventet af mig, og om jeg nu kunne finde ud af det. Jeg var måske også lidt bange for at få skader, fordi kampidræt er klassificeret som en farlig sport. Det er efter min erfaring ikke rigtigt – jo, vi risikerer skader som så mange andre, men vi gør alt, hvad vi kan for at passe på os selv og hinanden. Det fede ved jiu itsu er, at alle kan være med. Heldigvis for mig er det en stilart, der ikke kræver styrke, men at du har styr på teknikken. Jeg er så heldig, at være en del af en klub med utrolig dygtige trænere, der alle har fokus på at lære. Der er plads til at fejle og lære teknikkerne i ens eget tempo.

Hvad har du fået ud af at gå til jiu jitsu, og hvad holder du mest af?

Jeg har fået så utrolig meget ud af at gå til jiu jitsu. Foruden at lære at forsvare mig selv, er jeg blevet en del af et fællesskab, som jeg ikke havde turde drømme om inden jeg startede. Alle er der for det samme og vil hinanden det bedste. At jeg er blevet mere bevidst om min krop og hvad den kan, er bare en bonus. Når jeg skifter til min gi og er i min dojo, er det en følelse af at være accepteret for hvem jeg er i et fællesskab af ligesindede mennesker. Selv om det i princippet ikke er en holdsport, er det præcis den følelse jeg får. Alle kender hinanden og passer på hinanden til træning.

Foruden det sociale har jiu jitsu også givet mig en struktur, som jeg har haft savnet i de andre idrætsgrene jeg har dyrket i årenes løb.

Jeg er stolt at hvad jeg har opnået gennem det at træne jiu jitsu; jeg har opnået ting og færdigheder, som jeg ikke troede jeg kunne før. Pt. har jeg det blå bælte, men jeg er slet ikke færdig endnu.