Kajakudstyr til kvinder

Der er fysiologisk forskel på mænd og kvinder, og derfor kan du spare både penge og kræfter ved at vælge det udstyr, som passer til lige præcis din højde og drøjde.

”Fordelen ved kajakker til kvinder er, at de er nemmere at håndtere, fordi de vejer mindre,” siger Paulette Topsøe-Jensen. Foto: Jens Astrup

Som kvinde kan det altså godt betale sig at gå op i kajakudstyret, siger Paulette Topsøe-Jensen, som er instruktør og havkajakvejleder i DGI.

Den fysiologiske forskel på kvinder og mænd betyder nemlig, at du ikke bare kan gå efter størrelsen, som når du køber sko.

”Prøv meget gerne noget udstyr fra en af de andre kvinder i klubben, inden du selv investerer,” lyder rådet fra Paulette Topsøe-Jensen. Det er en gratis metode til at blive klogere på, hvad der passer bedst til dig og din træningsstil.

Det gælder både beklædning, kajak og pagaj. Kajakken og pagajen kan nemlig give dig ekstra fart, hvis det passer til dine mål. For hvis pagajen ikke passer, bruger du unødvendigt mange kræfter på at komme fremad i vandet. 

Tørdragt

Når du står og skal investere i en tørdragt, bør du som hovedregel vide, at kvalitet og pris hænger sammen.

”En god tørdragt kan sagtens koste 10.000 kroner, og derfor er det også ekstra vigtigt, at du får købt den rigtige,” forklarer instruktøren.

Kvinder har fra naturens side en anden kropsbygning end mænd. Mange kvinder er lavere end den gennemsnitlige mand, og fedtdepoter og muskler sidder anderledes. Derfor er en størrelse medium i tørdragt ikke bare en størrelse medium.

”Som udgangspunkt kan man sige, at jo billigere dragten er, desto mere standardiseret er den i pasformen,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Kajak

Det er heldigvis ikke et problem at få kajakudstyr, som er specielt udviklet til kvinder i dag. Der findes derfor også kajakker fremstillet til at give kvinder en bedre komfort. De er ofte mindre og cockpitttet er dimensioneret ned i størrelse, så du sidder behageligt og rigtigt i kajakken.

”Fordelen ved kajakker til kvinder er, at de er nemmere at håndtere, fordi de også vejer mindre,” siger Paulette Topsøe-Jensen.

Også her gælder det dog, at du skal prøve dig frem, før du finder den kajak, som giver dig den bedste medvind på vandet.

Pagaj

Der findes en række gamle, konventionelle regler for, hvordan du bestemmer længden på din pagaj. Men den strategi giver Paulette Topsøe-Jensen ikke meget for.

”Det vigtigste er, at pagajen passer til den, der skal bruge den. Og det kan du kun selv vurdere,” siger hun.

Der er dog nogle grundlæggende pejlemærker for, hvordan du finder den rette pagaj:

”Jo større bladet er, desto kortere skal pagajen være. Ellers bliver den for tung at padle med."