Danske krolfspillere inviteres på oplevelsestur til Tyskland
Der venter rejse- og oplevelseslystne krolfspillere lidt af en lækkerbisken i sommeren 2016, når DGI Krolf og Dansk Krolf Union sammen indbyder til krolftur til de sydtyske alper i Allgaü. Turen byder på masser af krolf, udflugter og oplevelser.
Der bliver gang i den i de sydtyske alper fra den 5.-12. juli 2016, når omkring 50 danske krolfspillere forventes at indtage Allgaü nordvest for Innsbrück og Garmisch-Partenkirchen. Hotel Prinz-Luitbold-Bad i Bad Hindelang danner rammen om turen, som afsluttes med De Åbne Tyske Mesterskaber.
”Dansk Krolf Union har med stor succes deltaget dernede i flere år. Vi har et tæt samarbejde, så vi blev enige om, at spillerne under DGI også skulle have mulighed for at deltage. Vi skal blandt andet prøve at spille krolf med lidt anderledes udstyr, end vi er vant til, og så laver vi selvfølgelig også en turnering dernede,” udtaler Grethe Bjerre, formand for DGI Krolf.
Herudover vil der blive arrangeret udflugter i bjergene, ølsmagning med mere, og så byder hotellet på et fantastisk wellness-center samt både udendørs og indendørs pool, hvis de køllesvingende arme skal have lov at hvile efter et ’hårdt’ program. Der er med andre ord masser af grunde til at tage med.
”Selvom turen selvfølgelig har krolf som udgangspunkt, kan man sagtens tage sin mand, kone eller en ven med, da der er masser af andre ting at foretage sig i de smukke omgivelser. Det er jo også en fin mulighed for at stifte bekendtskab med spillet,” fortæller Grethe Bjerre.
Turen koster 4.500 kr. pr. person inkl. bustransport, hoteller, forplejning morgen, middag og aften, og deltagelse i krolfturneringen, De Åbne Tyske Mesterskaber.
Turen foregår med bus med afgang fra Grenaa i det østjyske med opsamling langs motorvejen ned gennem Jylland. Det skal imidlertid bemærkes, at der skal være omkring 50 tilmeldinger, før turen bliver til noget og prisen holder vand.