Krolfsæsonen starter med udsolgt i Auning

Onsdag den 19. april åbner DGI Østjylland Krolf den nye sæson med et stort stævne i Auning. Stævnet har et rekordstort antal deltagere.

Der har været kæmpe interesse for at deltage i opstartsstævnet i Auning, der markerer starten på 2017-sæsonen. Foto: Kian Mejdal

Krolfsæsonen i DGI Østjylland skydes i år ind med hvad, der er endt med at blive et kæmpestævne i Auning. Ikke færre end 160 ivrige krolfspillere fra hele Østjylland kommer til byen til årets første stævne.

"Det er ikke nogen nyhed, at vi har stor tilslutning til krolf. Rigtig mange ældre er de senere år begyndt at dyrke aktiviteten, så vi er vant til fulde huse, men vi havde nu alligevel ikke regnet med, at der kom så mange," udtaler Grethe Bjerre, formand for DGI Østjylland Krolf.

Opstartsstævnet i Auning var i første gang planlagt til rumme 90 spillere på tre baner, men i løbet af meget kort tid viste det sig, at interessen var så stor, at man var nødt til at udvide kapaciteten af banerne og indføre tilmeldingsstop ved de 160 deltagere.

Stor interesse for krolf i Østjylland

Efter opstarten i Auning går det slag i slag med 3-4 stævner i hver måned sommeren igennem i forskellige østjyske byer. Herudover arrangerer DGI Østjylland Krolf også krolfture med bus til Gram, Thy og Bornholm, hvor de to sidstnævnte ture også allerede er udsolgt.

"Interessen for krolf er meget stor her i det østjyske. Der dannes hele tiden nye krolfklubber, og der kommer også flere og flere spillere med til arrangementerne," fortæller Grethe Bjerre.

Hun har sammen med de andre frivillige ildsjæle fra DGI Østjylland Krolf været med til at etablere mere end 50 krolfklubber de seneste år, og tendensen ser ud til at forsætte. Med foråret kommer nemlig også ønsker om flere udeaktiviteter.

Krolf er nemt at starte op

Det kræver ikke ret meget at starte en krolfklub. Med en græsbane, lidt frivillige kræfter til det organisatoriske arbejde og en smule startkapital til at købe en håndfuld spillesæt er klubben kørende.

"Vi hjælper både med at starte klubber op som afdelinger under eksisterende idrætsforeninger og som helt nye klubber. Vi står til rådighed for hjælp, vejledning og lån af udstyr i hele opstarten, så klubben kommer sikkert i gang," påpeger Grethe Bjerre.

Der er ifølge hende masser af fordele ved at spille krolf. Især hvis man er kommet lidt op i årene og kroppen ikke længere kan dyrke traditionel foreningsidræt.

"Jeg er selv tidligere badmintonspiller, men nu finder jeg motion, konkurrence og socialt samvær igennem krolf. Det er en skøn aktivitet, hvor alle kan være med, og som ikke kræver et større teknisk kendskab eller fysisk formåen," siger Grethe Bjerre.

Opstartsstævnet i Auning starter kl. 10.00 og forventes færdigspillet ved 14-tiden. Derefter er der fælles frokost i Auning Idræts- og Kulturcenter, hvor den nye sæson bliver drøftet af de mange østjyske krolfspillere.

Kort om krolf

Hvad går spillet ud på?
Krolf er en blanding af golf og krocket. Man spiller med en kølle, som ligner en krocketkølle, og en kugle som minder om en krocketkugle. Spillet går ud på at komme gennem banen og i hul på færrest mulige slag - ligesom i golf.

Alle kan være med – alder og fysisk formåen har ingen betydning. Krolf er dog mest et spil, der henvender sig til den ældre del af befolkningen.

Hvor spiller man henne?
Der spilles normalt på græs, men det behøver ikke at være en flad fodboldbane eller en veltrimmet green. Faktisk er det sjovere, hvis der er lidt bakker, dale og ujævnheder. Der skal kun en lille bule i græsset til at drille, så en almindelig ujævn plæne er helt fin.

En krolfbane har 12 huller og afstanden mellem hullerne er forskellig. Normalt er der fra 5-30 meter mellem udslagssted og næste hul, og der er gerne et flag eller anden markering af hullet, så det kan ses fra udslagsstedet.

Hvad spiller man med?
Udstyret kan udmærket være krocketudstyr, men det er ikke helt optimalt, fordi det ikke holder i længden. Nylonkøllen, som (næsten) holder evigt, koster mellem 230-250 kr., mens en kugle koster mellem 65-100 kr. Det er altså ganske prisvenligt at starte.