Max 10 personer må samles til krolf

DIF, DGI og Firmaidrætten har lavet nye retningslinjer. Det betyder blandt andet, at der igen max må samles 10 personer til krolf.

Max 10 personer til krolf. Foto: Kian Mejdal

De nye retningslinjer betyder, at vi igen max kan samles op til 10 personer.

De nye retningslinjer er udarbejdet af DGI, DÌF og Firmaidrætten og tager udgangspunkt i Kulturministeriets ”Retningslinjer for genåbning af idræts- og foreningsliv udendørs og indendørs”.

For en god ordens skyld gør vi også opmærksom på, at retningslinjerne nedenfor ikke tilsidesætter sundhedsmyndighedernes og Rigspolitiets anvisninger, ligesom øvrig lovgivning er gældende. Vi har alle stadig et fælles ansvar for, at spredningen af coronasmitte fortsat kan holdes under kontrol, og for at vi alle kan dyrke idræt forsvarligt.

Retningslinjer pr. 29. oktober

  • Man må samles max. 10 personer. Træner, frivillige og dommere tæller med i det samlede antal
  • Det gældende forsamlingsforbud skal altid respekteres. Der må dog godt være flere adskilte gruppe til stede på i samme idrætsfacilitet - dog kun så længe, at der er tale om forskellige grupper, der hver især holder sig indenfor forsamlingsforbuddet. Se dog særlige retningslinjer for ”konkurrencer, turneringer og stævner” nedenfor.
  • Hvis der er flere grupper til stede i/på den samme idrætsfacilitet, skal man sikre, at der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne, så de ikke udgør én samlet gruppe. Anbefalingen er, at der er mindst 2 meter mellem hver bane. Det er muligt at inddele store baner i mindre zoner. Her anvendes kegler, toppe, snor, skillevægge eller anden tydelig markering, der klart afgrænser banen/zonen. Banestørrelser og aktivitetsareal er forskellige i de respektive idrætter, hvorfor forsamlingstætheden kan variere fra idræt til idræt. Forsamlingstætheden må dog ikke komme under 4 kvm pr person. 
  • En instruktør eller træner må gerne have ansvaret for aktiviteterne i flere grupper, HVIS han/hun kun er en del af den ene gruppe – han/hun må således ikke have kontakt med de andre grupper. Der bør være enten personale eller frivillige til stede under aktiviteterne, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger.
  • Deltagerne til aktiviteterne skal straks ved ankomst til idrætsfaciliteten placere sig i den gruppe, som de deltager i under aktiviteten. Grupperne må ikke flettes, og deltagere må ikke skifte mellem forskellige grupper under aktiviteten. Dommere, frivillige og andre officials må dog gerne være gennemgående og deltage i flere grupper.
  • Stævner og arrangementer med mere end 10 personer skal aflyses
  • Med virkning fra den 29. oktober og foreløbig frem til den 2. januar 2021, skal der bæres mundbind i offentligt tilgængelige steder indendørs – også idrætsfaciliteter og klubhuse. Kravet om mundbind gælder for alle på 12 år og derover.
  • Der skal ikke bæres mundbind under selve idrætsaktiviteten – det gælder både udøvere, træner og dommere. Det skal bæres ved ankomst til og afgang fra omklædningsrum eller til og fra selve idrætshallen, hvor aktiviteten skal udføres hvis man møder omklædt.  
  • Klubhuse må holdes åbne – dog skal man være opmærksom på at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
  • Benyt kun personlige rekvisitter.
  • Vær opmærksom på håndhygiejne- Brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe. Der skal altid være vådservietter eller håndsprit tilgængeligt.
  • Der skal sættes informationsplakater op relevante steder.
  • Man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som feber, hoste eller muskelømhed – og straks forlade banen – selv ved milde symptomer.

Læs alle de nye retningslinjer fra DIF, DGI og Firmaidrætten her.

Mange krolfspillere er oppe i alderen, så der skal tages højde for særlige risikogrupper. Men risikoen må ikke alene baseres på alder. Sundhedsstyrelsen forklarer:

"Den enkelte ældres risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19 afhænger i væsentlig grad af, hvor rask, frisk og rørig, man er, om ens funktionsniveau er godt og af ens fysiske formåen og aktivitet, fx om man går ture, cykler eller tilsvarende. Det betyder også noget, om man vanligvis kan klare sig i eget hjem.Det er veldokumenteret, at følgende – som dog skal anskues i sammenhæng med ovenstående – er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb:

  • personer over 65 år og samtidig forekomst af en eller flere kroniske sygdomme
  • personer over 70 år og særligt personer over 80 år"

Relevante links

Opdateret 30. oktober kl. 12.17.