Østjyske krolfere indtog Tyskland
Den 19. april 2016 drog en bus fyldt med krolfspillere fra Østjylland til Ditmarsken i Nordtyskland. En nyanlagt bane skulle stå sin prøve.
Hotel Pfahlershof i Karolinenkoog havde indbudt 50 østjyske krolfspillere til at komme og prøvespille en nyanlagt krolfbane ved hotellet, der fremover vil slå sig op på at få besøg af krolfere fra nær og fjern.
Banen var blevet anlagt af Grethe Bjerre, formand for DGI Østjylland Krolf, kort før påske, og nu skulle det så vise sig, om den kunne bruges.
"Det er to meget flotte baner i skønne omgivelser i hotellets have, og banen blev bestemt godkendt af de østjyske krolfspillere," udtaler Grethe Bjerre.
Hotellet serverede en dejlig frokost efter spillet, og derefter kørte selskabet videre ud på lidt sight-seeing i området.
Arrangementet var kommet i stand som et samarbejde mellem Lapin Travel, De Graa Busser og Hotel Pfahlershof i Karolinenkoog.