Så er krolfsæsonen skudt i gang

87 friske krolfspillere deltog i årets første stævne, som blev afviklet hos Auning Krolfklub onsdag den 6. april. Vejret spillede ikke med på dagen, men hvem bekymrer sig om det, når nu sæsonen officielt er skudt i gang.

Som noget nyt begyndte DGI Krolf allerede den 6. april i år. Det skete med et hyggeligt opstartsstævne på Auning Krolfklubs baner ved Auning Idrætscenter.

"Krolffolket havde glædet sig til at komme i gang. Det viste et fremmøde på 87 spillende deltagere. Vejret var ikke det bedste, men det bekymrer ikke den garvede krolfspiller," udtaler Grethe Bjerre, formand for DGI Østjylland Krolf.

Op til den nye sæson har netop DGI Østjylland Krolf været ude og investere i en ny stævnecampingvogn, som også kom i gang på dagen.

"Det fungerede rigtig godt. Det er dejligt at vide, at teltet ikke blæser ned om ørerne på os, og at det ikke regner ned gennem taget på både computer og scoresedler, hvis vejret ikke er med os," fortæller Grethe Bjerre.

Efter spillet var der fællesspisning med dejlig frokost i Auning Idrætscenter, så årets første stævne blev afsluttet på behørig vis. Nu kan den nye sæson for alvor gå i gang.

Hent resultatlisten fra stævnet ved at klikke her »