Gravel - kaffegrums i Hedeland

Hvornår
22. mar 2020 kl. 09:00 til 12:00
Hvor
Hedeland MTB tours, Roskildevej 87, 4030 Tune, Danmark
Hvem
Udøvere, begynder, letøvede, øvede

Nummer
2020 17 32 4500

Gruscykling er et nyt tilbud til dig, der har lyst til en cykeltur i flotte omgivelser. Vi kører på Gravel, Mountainbike, Crosscykler, eller hvad du har stående i skuret. Vi kører på grus og en smule asfalt; nogle passager er langsomme med græs og sten, og nogle er hurtige som asfalt.

Vi har fokus på, at det er en social tur, hvor vi kan nyde ruten og naturen. Der er plads til alle, og tag meget gerne hele familien med, da vi inddeler hold ind efter niveau og ambitioner. Vi forventer at køre ca. to timer alt efter vind og vejr. Vi kører uden tidtagning - for her er alle vindere :) 

Der vil være cykelguides til alle hold, som søger for, at du kommer sikkert rundt på ruten. 

Ruten er på ca. 17 km. De hurtige kan køre den to omgange på ruten. Vi andre kan nyde en omgang med en fortælling undervejs.

Når vi er færdige med at cykle, så hygger vi os med pølse fra grillen og en sodavand/kaffe. Dette er med i prisen. 

Hvis du ikke har en cykel, kan du leje den hos Hedeland MTB Tours. Der er et begrænset antal lejecykler til rådighed, og prisen er kr. 200 for en hel dag. 

Kommer du ikke på cykel, kan du stadig nyde Hedelands flotte shelterområde med fitnessbane, legeplads, grillområde og den flotte natur lige ved. Hedeland er et unikt naturområde, som er råt, vildt, stille og uopdaget for mange, da det ikke er skiltet og markedsført. Derfor kan du vente en helt ny oplevelse. 

Eventet arrangeres af DGI i samarbejde med RMK (Roskilde Mountainbike Klub), Vindinge MTB, HFMK (Hedehusene/Fløng Mtb Klub) og Hedeland MTB Tours.

Andre spændende arrangementer Vis alle arrangementer