Kunne du tænke dig at være med til at skabe Åbningsshowet for DGI Landsstævne?

Invitation til Workshop for koreografer den 4. juli 2020!

  • Har du flair for at koreografere og formidle historie igennem bevægelse?
  • Har du lyst til at indgå i et tværfagligt samarbejde?
  • Er du fuld af kreativitet og skøre ideer?
  • Elsker du at skabe og udvikle?
  • Er du en teamplayer?

Så er det dig, vi leder efter!

Vi skal iscenesætte Åbningsshowet for DGI Landsstævne 2021, og i den forbindelse leder vi efter 6 koreografer. Derfor inviterer vi til en workshop, hvor vi ønsker at finde netop dem, der skal skabe showet sammen med os.

På workshoppen vil vi igennem leg, improvisation og øvelser udforske jeres håndværk, faglighed og kreativitet.

Temaet for vores show er ”Dig, mig og vi to”, så det er vigtigt for at os at finde nogle stærke personligheder, der kan indgå i et team, så ”dig” og ”mig” også kan blive til ”vi to”.

Du må gerne være en erfaren koreograf med en god ballast, men du kan også gerne være ny og på vej, med masser af gå på mod. Vi tror på, at begge dele har noget at byde på, og vi håber at se begge parter.

Om os

Vi arbejder til dagligt som teaterinstruktører med musical som speciale, og DGI har valgt os til at skabe Åbningsshowet. Da vi er teatermennesker, er det at fortælle historie med musik og bevægelse vores profession, og en essentiel og naturlig del af vores arbejde.

Vi kommer begge ud af foreningslivet og en stor del af vores arbejde i dag, er i et felt med både professionelle og amatører. Vi sætter kommunikation og indflydelse meget højt. Alene er vi gode, men sammen er vi bedst.

Om workshoppen

Workshoppen afholdes den 4. juli 2020. Vi mødes kl. 11, og du kan forvente at sætte hele dagen af. Når du har tilmeldt dig, vil du modtage en mail med information om dagens program og mødested, samt få tildelt en lille hjemmeopgave som skal være forberedt til dagen.

Det er en god ide at at sætte sig ind i DGI og DGIs brede aktivitetsgrundlag.
Se www.dgi.dk og www.dgi.dk/om/fakta/baggrund/idégrundlag-og-vaerdier

Tilmelding til workshop

Tilmelding sker via mailen: dgi.l21.audition@gmail.com. Ved tilmeldingen beder vi dig sende dine kontaktoplysninger, samt dit CV.

Tidshorisont

  • Du vil skulle kunne deltage i udvælgesen af vores performancehold. Dato ikke fastlagt.
  • Du skal forvente at skulle bruge nogle weekender og evt. hverdage i foråret 2021 på indlæring af koreografierne med vores performancehold.
  • Der vil forekomme møder med iscenesætterne og kapelmesteren. Disse vil blive aftalt løbende.
  • Dine koreografier skal være færdige og indstuderet af performanceholdet til den 7. juni 2021.
  • Prøvestart i Svendborg er den 23. juni 2021.
  • Åbningsshowet for DGI Landsstævne foregår den 1. juli 2021 i Svendborg.

Hvem står bag?

  • Åbningsshowet skabes og iscenesættes af: Louise Rømhild og Jens Frausing.
  • Kapelmester: Ronnie Flyvbjerg Olesen
  • Projektleder: Martin Poulsen

Andre hold? 

Det er muligt at kunne have andre hold i forbindelse med Landsstævnet. Dit arbejde som koreograf sammen med os forhindre dig ikke i at lave andet til Landsstævnet. Dog skal dit arbejde med os have en høj prioritet.

Rammer og vilkår for opgaven aftales efterfølgende med Martin Poulsen.

Fakta

DGI Landsstævne er Danmarks største idrætsfestival og afholdes hvert 4. år.

Landsstævnet (også kaldet L2021) gennemføres i tæt samarbejde med Svendborg Kommune den 1.-4. juli 2021, hvor vi forventer 25.000 deltager og lige så mange tilskuere.

Se mere på: www.L2021.dk

Vi glæder os til at finde dem, vi skal lave Åbningsshowet sammen med, og vi håber, det er dig! 

Venlig hilsen

Louise Rømhild og Jens Frausing