Blæst på Landsstævnet!
Vi er stolte af at kunne afsløre én af de kunstnere, der skal spille på DGI Landsstævne 2022 i Svendborg og være med til at sætte gang i den magiske fest. Mine damer og herrer - tillad os at præsentere: Blæst.
Elektropopkvartetten, der sætter lette ord på de ellers knudrede følelser, man kan rende rundt og være ved at boble over af. Blæst gør simpelthen hverdagen til en poetisk ørehænger, og ikke engang den stiveste modvind kan stoppe Blæst og deres velproducerede, dansksprogede popmusik.
Bag om Blæst
De unge talenter i det poetiske poporkester er vokalist Fernanda Rosa, guitarist Anders Bondo og producerteamet Lauge Kjærulf og Valentin Buchwald.
Blæst blev sat på det musikalske landkort med debut-ep’en Vindstille fra 2020, der bestod af fem velproducerede, dansksprogede popsange. De groovy og delikate melodier er båret af en ukuelig musikalsk fremdrift, og GAFFA, Soundvenue og Bands of Tomorrow har alle spået om en særdeles lovende fremtid for den danske kvartet.
Jeg gør det kun for mig selv. Jeg får det hele med alligevel.
Fra sangen 'Ego'
Hverdagsøjeblikke i ørehængende hits
Med sin karismatiske vokal præsenterer forsanger Fernanda Rosa ungdommelige tekster om små hverdagsøjeblikke, der rummer stor poesi. Historier om farverige partycrashers på Roskilde, tungsind og festromancer bliver leveret med en tilbagelænet og ubesværet attitude.
Med sange som 'Gemmeleg', 'Androkles' og 'Ikke Sige Nej', 'Kig Op Fra Gulvet' samt den nyeste single 'Ego' introducerer Blæst ørehængende pophits, der fastholder og forfører lytteren.
I blæst, der har jeg medvind. Så jeg bilder mig selv ind. At til mig, der ka' du ikke sige nej.
Fra sangen 'Ikke sige nej'
80'erne med et moderne touch
Med Rosa i front og de stærke melodier sender Blæst lytterne tilbage til 80’ernes kvindelige danske popikoner. Musikken er pakket ind i Buchwald og Kjærulfs stramme og charmerende popproduktioner, der giver bandet det moderne touch, der gør, at Blæst vil blive et popnavn, som ikke kan og vil ignoreres. Alt dette og meget mere gør Blæst til et band både af og for unge anno 2021.
Det bliver en fest. Kom og dans med!
Blæst skal spille lørdag aften 2. juli kl. 20.45.
Koncerten er for alle: Deltagere, gæster, borgere og turister. Så bare mød op og nyd musikken.