Er du senior og har lyst til at tage på Landsstævnet?

Her giver vi dig overblikket over, hvad du kan som senior på DGI Landsstævne 2022 i Svendborg.

Der er rig mulighed for hyggeligt samvær, skønne oplevelser og spændende aktiviteter for alle seniorer til DGI Landsstævne d. 30. juni - 3. juli 2022 i Svendborg. 

Sammensæt dit helt eget program

Med mere end 30 idrætter og flere end 400 idrætsaktiviteter er der helt sikkert noget, der passer til lige præcis dig. 

Måske du vil træne badmintonsvinget sammen nye og gamle venner. Måske du vil dyrke yoga og styrke balancen. Måske du vil have pulsen op til aqua fitness. Måske er petanque lige sagen. Eller hvorfor ikke hygge dig med de altid gode idrætter krolf, krocket og bowls? Det kan også være, at du vil nyde at gå en tur i selskab med andre i de flotte sydfynske omgivelser, eller danse på én af de mange danseworkshops. Mulighederne er uendelige. Gå på opdagelse i programmet og find det, der passer lige til dig. 

Husk, at du kan klikke på hjertet ud for de aktiviteter, du godt kan lide. Så får du mulighed for at logge ind, og så vil de blive gemt i "Mit program", som du altid kan tilgå senere på L2022.dk eller i L2022-app'en, som bliver klar i foråret 2022. 

Hvor skal du bo? Og hvor længe? Og hvad koster det?

Der er forskellige muligheder, du kan vælge imellem som senior: 

  • Tilmeld dig Landsstævnet fra torsdag til søndag og bo på én af følgende måder:
    • Vælg skole- eller campingovernatning på almindelig vis (PRIS = 1299 kr.. Hvis du køber billet ml. 1.-30. november koster det kun 999 kr.).
    • Vælg Seniorlejr, hvor du bor med andre seniorer i Ollerup og kan vælge imellem følgende (PRIS = 1299 kr. Eller 999 kr., hvis du køber billet i november.):
      • Indkvartering i klasselokale (medbring selv liggeunderlag, sovepose o.l.)
      • Indkvartering på campingplads (medbring selv telt eller campingvogn). OBS - der er mulighed for at tilkøbe strøm, hvis du bor i campingvogn.
  • Deltag i Ollerupdagene (Tre spændende og hyggelige højskole-, aktivitets- og kulturdage for seniorer) fra mandag til torsdag før Landsstævnet og vær med hele ugen. OBS: Du kan kun deltage i Ollerup-dagene, hvis du også deltager på Landsstævnet. Det vil sige, at du ville skulle sætte mandag til søndag af til hyggeligt og festligt samvær. Hvis du vælger denne løsning, så er dine overnatningsmuligheder følgende (PRIS = 1299 kr. for Landsstævnet. Eller 999 kr. hvis du køber billet i november. Plus 1199 kr. for Ollerup-dagene):
    • Indkvartering i klasselokale (medbring selv liggeunderlag og sovepose).
    • Indkvartering på campingplads (medbring selv telt eller campingvogn). OBS - der er mulighed for at tilkøbe strøm, hvis du bor i campingvogn.
    • Indkvartering i flersengsværelser (OBS – koster 600 kr. ekstra for Ollerupdagene og 600 kr. ekstra for landsstævnedagene, og der er kun et begrænset antal værelser! Kun få værelser har bad og toilet, og de koster en tillægspris på yderligere 200 kr. for Ollerup-dagene og 200 kr. for Landsstævnedagene.). 

Sådan tilmelder du dig

Tilmeldingen åbner 1. november 2021 kl. 12.00, og frem til 30. november kører vi med en Early bird-rabat. Efter den dato kan du stadig tilmelde dig til fuld pris frem til 20. april 2022. 

Hvis du gerne bare vil deltage på Landsstævnet fra torsdag til søndag, så gør du følgende:

Tilmeld dig Landsstævnet ved at gå alle steps i tilmeldingen igennem (Se guide). Du kommer til et step, der hedder overnatning. Her vælger du den form, du ønsker. Hvis du gerne vil bo i Seniorlejren, så klikker du blot på den og vælger den overnatningsform, du ønsker. 

Hvis du gerne vil deltage i Ollerup-dagene den 27.-30. juni, så gør du følgende:

1. Tilmeld dig først Landsstævnet efter 1. november. Når du tilmelder dig Landsstævnet, skal du vælge overnatningsformen Seniorlejr, og herunder skal du vælge ”Jeg deltager i Ollerup-dagene”.

2. Bagefter skal du tilmelde dig Ollerup-dagene (Find link til tilmelding på denne side fra 1. november) og bruge det ordrenummer, du fik, da du tilmeldte dig Landsstævnet. Vælg eventuel ”Indkvartering for hele ugen” - så er du nemlig sikret den samme seng eller campingplads hele ugen fra mandag til søndag. Husk, at dette skal du gøre inden 30. november 2021!
Hvis du ønsker at bo på værelse med nogle bestemte personer, så skal du skrive det i tilmeldingsflowet, når du tilmelder dig Ollerup-dagene (og altså ikke når du tilmelder dig Landsstævnet).

Tilmeldingen til Ollerup-dagene kan du læse mere om her.

Lige meget hvilket valg du vælger, så vil du op til Landsstævnet modtage en mail med mere information omkring din overnatning.  

Vi er her for dig

Hvis det hele er lidt for langhåret at finde rundt i, så tag endelig fat i os. Vi hjælper gerne. Kontakt Landsstævne-teamet

Vi glæder os til at se dig i Svendborg til næste sommer!