Klodeværk: Efterskoleshowet vil tale til sanserne og hjertet

Selvom ventetiden indimellem føles lang, så kommer alt godt, til den, der venter. Således har også forberedelserne til Efterskolernes Show ved Landsstævnet i 2022 stået på længe grundet corona-udsættelsen. Det erfarne ægtepar, Ditte Brems Crüger og Martin Brems, der står for showet sammen med fire med-koreografer, lover dog et spændende show for alle sanser, når 6.000 efterskoleelever dyrker fællesskabet til sommer.

Hvad sker der med vores klode? Hvad sker der i en teenagers hoved? Det er hovedtemaet for efterskolernes store show, der ventes at blive ét af højdepunkterne ved Landsstævnet i 2022.

6.000 unge mennesker går sammen i et unikt fællesskab for at skabe et show og en oplevelse, der både vil blive hos deltagerne resten af livet samt give publikum en kæmpe og sansemæssig oplevelse.

Det er ægteparret Ditte og Martin Brems Crüger, der har fået opgaven med at koreografere showet, og de har samlet et team på fire dygtige med-koreografer. Sammen har de skabt showet ‘Klodeværk’, der pt. arbejdes på højtryk med at få sendt ud til eleverne, så de kan øve sig.

Et års udsættelse skabte blot mere motivation

Ditte og Martin arbejder med projektet på deltid og har fået et år mere til forberedelserne på grund af sidste års corona-aflysning. Den ekstra forberedelsestid har dog kun gjort koreografi-teamet mere ambitiøse.

“Martin og jeg har mange års erfaring med at udvikle programmer sammen på Bernstorffsminde Efterskole, og vi er gode til at arbejde sammen. Vi er en god gruppe og går meget kunstnerisk til værks og taler til flere sanser. Det flotte kunstværk, ‘Klodeværk’, som Benjamin Abana har malet, bliver omdrejningspunktet, og så glæder vi os enormt til at se alle eleverne i aktion,” fortæller Ditte Brems Crüger.

1080x1080_39110_showbillede_efterskolerne_L2022_Sociale medier.jpg

Brainstorm og udviklingsdøgn førte til ‘Klodeværk’

Efter et stort brainstormmøde i netværket, hvor kunstnere, teaterfolk, gymnaster og musikere deltog med deres ideer, tog de seks koreografer på et udviklingsdøgn for at sætte retningen.

“Efter det spændende brainstormmøde i vores netværk, mødtes vi med de fire øvrige koreografer på et gods midt ude i ingenting for at samle tankerne. Der ville vi godt indkapsle showet og sætte retningen, og en sen nattetime, med papir over det hele, blev Klodeværk til. Vi er oprigtigt interesseret i alle de følelser og tanker, som teenagere bærer rundt på, og med de ligheder vi kunne se til klodens kræfter, endte vi med Klodeværk,” fortælle Ditte.

Det er kunstneren Benjamin Abana, der har malet Klodeværk. Kunstværket består af fire dele, der alle måler 1x1 meter og er sat sammen i ét kunstværk. Maleriet er skabt, så det afspejler alle fire dele af showet. 

Kontraster vil spille en stor rolle i showet

Ditte fortæller: “Vi starter showet oppe i hjernen, hvor eleverne i todelte, farvede dragter kommer til at danne to hjernehalvdele. De lever i en facadeverden, de ved ikke hvem de er, og der er en masse tilbageholdte følelser, der er mekanisk styret. De arbejder sig over i den vrede del af kunstværket, hvor vreden og naturkræfterne dyrkes, og som er sort og tildækket og enormt vredt,” siger Ditte.

Netop vreden, og kontrasten til det glade liv, der ellers hersker til Landsstævnet, er vigtig at få med:

“Vreden er lidt atypisk at tage med, men den er en del af virkeligheden. Vi viser det hele menneske, og når man er ung, er man også forvirret, frustreret og vred. Man skal lære at sætte grænser og finde ud af, hvem man er, og derfor er vreden en vigtig metafor at få med. Samtidig vil glæden i showet fremstå stærkere, når vi leger med farverne og kontrasterne. Så vi dyrker det sorte, det vrede og naturkræfterne, hvorefter alle falder sammen på græsset i stilhed,” siger Ditte.

Luk øjnene og dyrk sanserne

I denne del af showet opfordres tilskuerne til at tage bind for øjnene eller lukke øjnene.

“Vi ved, hvordan musik kan føles, når vi har lukkede øjne. Og i det næste stykke af showet kommer der musik, hvor vi opfordrer publikum til at skærpe deres øvrige sanser ved at lukke øjnene. Fra vreden arbejder vi os over i frodigheden, hvor jorden spirer, og der er energi og glæde. Det sorte tøj vil blive arbejdet af, vi kan åbne øjnene igen, mens mere farverigt tøj spirer frem under det sorte,” siger Ditte.

Til sidst arbejder showet sig over i den håbefulde afdeling af Klodeværk.

“Vi slutter af med håbet, og mens mørket falder på hen under aften, vil hvidt tøj og lys stråle op mens stjerneskud og tankestrejf baner vejen for en håbefuld fremtid. Jeg vil ikke afsløre for meget om den store finale, men jeg kan love, at den bliver visuelt storslået og symboliserer håb for fremtiden,” fortæller Ditte.

Struktur og præcis kommunikation

Den tætte kommunikation mellem de seks koreografer giver Ditte og Martin ro, men den store opgave på showdagen bliver stadig at holde tungen lige i munden, når 6.000 forskellige personer skal få helheden til at spille.

“Vi skal være enormt strukturerede og med en fuldstændig klar og præcis kommunikation, både undervejs og på selve dagen. Der er ikke nogen, der må være i tvivl om noget. Vi har heldigvis fire dygtige koreografer til at hjælpe os, og vi seks har udviklet showet sammen, så vi er fuldstændig inde i det alle sammen,” siger Ditte og fortæller, at efterskolerne og gymnastiklærerne nu har øvet koreografien, så de kan lære den videre til eleverne.

“Alle 220 efterskolelærere på 60 efterskoler har skullet lære den på to øvedage, vi netop har været igennem. Vi har også lige optaget en video med koreografien, hvor alt er med. Når videoerne er ude ved skolerne, har vi stor tillid til de dygtige gymnastiklærerne, for så er det deres opgave at lære eleverne koreografien. Herefter har vi en dag mere i marts til at samle op,” fortæller Ditte.

Overlevering med succes

Der er nemlig kun få reelle øvedage, hvor alle 6.000 showdeltagere er samlet.

“Vi har en træningsdag i Svendborg 17. maj, hvor vi samler alle 6.000 efterskoleelever og øver. Til selve Landsstævnet har vi tre øvedage, og så starter Landsstævnet torsdag. Det bliver meget intenst, men vi glæder os, og når vi mødes til sommer skal alle kunne bevægelserne, så vi kan stå på podiet og øve detaljerne med ind- og udgange med videre med alle deltagerne,” lyder det fra Ditte.

Netop overleveringen fra lærerne til eleverne er vigtigt for, at showet kan blive en succes.

“Vi er virkelig afhængige af, at lærerne også synes, det er fedt at arbejde med koreografien, fordi arbejdet med den ude på skolerne er så vigtigt. Det har været rart at mærke energien på de to kursusdage, vi netop har haft, og at lærerne greb vores fortælling og er begejstrede for det. Vi har oplevet en vildt god energi og stemning blandt lærerne på efterskolerne, så vi har ro i maven,” siger Ditte.

En fortælling om fællesskab

Ideen med dette show er at invitere alle ind i gymnastikken og i det fællesskab, som er så vigtigt i Landsstævnet.

“Showet vil fortælle, at vi er den, vi er, i mødet med verden omkring os. Kloden og unges sind er i konstant forandring, og der skal være plads til både det negative og positive, det frodige, det sorte og vreden. Vi håber, at publikum vil mærke energien fra en masse unge mennesker og bliver inspireret af ungdommen, der står sammen i fællesskab.”

Ditte og Martin og de fire øvrige koreografer kan næsten ikke vente med at se eleverne i aktion.

“Jeg tror, det bliver en stor oplevelse for deltagerne at være en lille brik i en kæmpe opsætning. Jeg håber, de vil føle sig lige så vigtige som de er, og at de mærker den magi som opstår, når 6.000 mennesker kommer til at gøre det samme sammen. Det tror jeg, vil give alle et sus. Og så glæder jeg mig virkelig til at se dem samlet, for det er så vildt at sidde i sin stue og planlægge noget, hvor 6.000 mennesker skal gøre noget i fællesskab. Vi glæder os enormt!” fortæller Ditte.

Fakta om Efterskolernes Show

Hvad er Klodeværk?
Klodeværk er et show fyldt med energi, høj intensitet og glæde. Kan det der sker i hovedet på en 16-årig og klodens kræfter og skønhed sammenlignes? Boblende glæde, frodighed, vrede og naturens vildskab danner blandt meget andet grundlag de 6.000 efterskoleelevers originale show.

Hvem er med?
Pr. 30. november 2021 er 5.725 efterskoleelever fra 60 efterskoler tilmeldt.

Hvem står bag Klodeværk?
Ægteparret Ditte og Martin Brems Crüger, begge 35 år, har ansvaret for efterskoleshowet. De arbejder tæt sammen med fire medkoreografer: Ida-Marie Pedersen, Laura Schou Jensen, Mikkel Pilegaard og Nikolaj Kjærgaard.

Oplev Efterskolernes Show
Showet bliver opført fredag den 1. juli kl. 20.00 og lørdag den 2. juli kl. 16.00 og kl. 20.00 på DGI Landsstævne. Køb showbilletter nu