Pauline på Landsstævnet!

Vi er stolte af at kunne afsløre én af de kunstnere, der skal spille på DGI Landsstævne 2022 i Svendborg og være med til at sætte gang i den magiske fest. Mine damer og herrer - tillad os at præsentere: Pauline.

Pauline

Nogle gange kommer der bare en musiker ind af døren og slår benene væk under en og rammer én direkte i hjertekulen med sin sang. Sådan er det med Pauline og hendes debutsingler ”Ny Og Næ” og "Noget for Nogen".

Bag om Pauline

24-årige Pauline Aggerholm fra Aarhus er et totalt ubeskrevet blad som gennem det meste af sit liv har gået og skrevet små digte og leget med ord. 

For ikke så længe siden teamede hun op med producerne Ole Brodersen Meyer (som blandt andet stod bag Jungs debutalbum) og Søren Lausen Henriksen og gik i gang med at skrive sange, og det samarbejde har nu udmøntet sig i debutsinglen “Ny Og Næ". En sang der bedst kan beskrives som en storladent sfærisk blanding af spillet og programmeret musik. Lyden af dansk musik med et moderne pop/indie twist.

Herfra tog det lynhurtigt fart. I løbet af et år skrev de skelettet til et album. Og fem måneder efter debutsinglen udkom Paulines anden single: 'Noget for nogen'.

Hun kalder sangen for en "enetale om, hvordan jeg forstår verden og forstår andre mennesker". Den er – som alt det andet – skrevet med udgangspunkt i hendes egne følelser i forsøget på at prøve at begribe verden omkring hende.

Jeg tænker på dig i ny og næ og næ (yeah). Du gav mig regnvejr, da jeg bad dig om læ om læ (Yeah)

Fra sangen 'Ny og Næ'

Andet end kærlighed

Spørger man Pauline, handler alt for meget musik om kærlighed.

Derfor havde hun besluttet sig for, at hendes sange skulle handle om andre ting. Hun ville hellere skrive om noget andet end at være forelsket eller knust.

Det var et oprør for hende.

- Hvis jeg er trist over kærlighed, er jeg mere fascineret af tristheden frem for følelsen af at være hjerteknust. Jeg er som regel mest inspireret af andre ting. Jeg vil gerne skrive om død, ensomhed og forvirring. Eller bare glæde, siger hun.

- Jeg ville bare gerne se, om jeg kunne gøre noget andet.

Selvom hun i dag har erkendt, at kærlighed er en central del af tilværelsen, og dermed også hendes musik, forsøger hun stadig at skrive om den på andre måder end i den reneste forstand, når hun kan.

P3's Uundgåelige

Kærlighed eller ej, så skete der i den grad noget, da Paulines debutsingle udkom. 'Ny og næ' blev 'P3's Uundgåelige' i det øjeblik, den blev udgivet, og hun brugte hele sommeren på at spille koncerter landet over. 

Er du langt væk, for det føles sådan. Du ku' ha' mig i din hule hånd.

Fra sangen 'Noget for Nogen'

Mest spillede artist

Du kan godt glæde dig - Pauline var den mest spillede artist i dansk radio i august 2021, og det er der en grund til. 

Pauline skal spille fredag aften kl. 20.30.

Koncerten er for alle: Deltagere, gæster, borgere og turister. Så bare mød op og nyd musikken.

Mere om Pauline