Tom Bjerg Band på Landsstævnet!
Vi er stolte af at kunne afsløre én af de kunstnere, der skal spille på DGI Landsstævne 2022 i Svendborg og være med til at sætte gang i den magiske fest. Mine damer og herrer - tillad os at præsentere: Tom Bjerg Band.
Tom Bjerg er sydfynsk pop-rock med kant, karakter, livskvalitet og en helt særlig lyrisk tone.
Bag om Tom Bjerg
47-årige Tom Bjerg er sangskriveren bag sange, der kredser om tilværelsen som far til halvvoksne drenge på vej fra reden, afsavn og længsel, kærlighedens tro og tvivl og naturens rolige skønhed. Alt sammen forankret og integreret i personlige og underfundige sange fra hjemstavnen på Sydfyn.
Tom har fortid i det københavnske band Steric, med hvem han i 2000 vandt det legendariske DM-i-Rock. I 2006 udgav de albummet “No way back”, som fik en del opmærksomhed, blandt andet på P3 og P4.
Sydfynsk idyl og modersmål
I 2008 blev storbyen skiftet ud med den sydfynske idyl. Sangskrivningen ændrede karakter og blev mere nærværende og vedkommende, og de engelske gloser blev skiftet ud med modersmålet.
Efterhånden som sangene voksede frem, blev det nye band dannet. Nu med rødder i det svendborgensiske musikmiljø. Gruppens sound er blevet skabt omkring den skramlede EP “Den Vej” fra 2017 og modnet videre på 2020 udgivelsen ’Hurtigt ud, Hurtigt hjem’ som er produceret af Kristian Thomsen (bl.a. Minds of 99, Tue West og Anne Linnet).
Ugens album på P4 og P5
Tom Bjergs eksistentialistiske tekstunivers spiller sammen med de elegante og stilrene produktioner, der er skabt af bandet.
’Hurtigt ud, Hurtigt hjem’ var ugens album på DR’s P4 og P5 i august 2020 og er i pressen blevet sammenlignet med blandt andet favoritterne TV-2, CV Jørgensen, Prefab Sprout og Steely Dan.
Storby-cool og nik til 80'erne
Den opdaterede lyd på albummet sidder lige i skabet; der er storby-cool blæsere, luftige klaverer og mekaniske, vellydende trommer med nik til 80’erne, men stadig nutidig kvalitet.
Og Bjergs stemme er fortællende, rolig og lægger sig perfekt i mixet med musikken.
Sammen med bandet Peter Kohlmetz Møller (keys), Anders Thambo Rasmussen (bas), Mads Stephensen (trommer) og Trine Lund Sørensen (kor), er Tom nu klar til LIVE og vi er så heldige, at de bliver en del af festen i deres hjemby Svendborg under Landsstævnet til sommer!
Tom Bjerg Band skal spille lørdag aften 2. juli kl. 18.30.
Koncerten er for alle: Deltagere, gæster, borgere og turister. Så bare mød op og nyd musikken.