DGI Østjylland

Er du en af forhåbentligt mange østjyder, der skal med til Svendborg? Her på siden vil du kunne finde svar på en række lokale praktiske spørgsmål i forbindelse med Landsstævnet.

Hej alle L2022-deltagere fra DGI Østjylland

Så er det simpelthen lige om lidt – kan I mærke det? Svendborg er klar til et brag af et Landsstævne, som forhåbentlig kommer til at rumme masser af idræt, sjov og god stemning.

Her på L2022.dk kan du finde svar på de fleste generelle spørgsmål.

I det følgende finder du information kun for DGI Østjylland. Siden bliver løbende opdateret, så hold endelig øje.

Vi glæder os til at se jer alle i Svendborg til et brag af et Landsstævne! 

Transport

Der bliver ikke arrangeret fælles bustransport for DGI Østjylland. Man skal være opmærksom på, at der kommer mange biler/mennesker til Svendborg, og det kan derfor være en ide at ankomme med offentlig transport. Derudover opfordrer vi til samkørsel i størst muligt omfang. 

Find offentlig transport på www.dsb.dk eller på www.rejseplanen.dk.

Der kører også rutebiler fra Odense til Svendborg: Find køreplaner 

Se info om parkering i/omkring Svendborg

Ankomst og indløsning af billet

Når du ankommer til dit indkvarteringssted, står vi klar til at tage imod dig og scanne din billet. 

Billetten skal enten printes hjemmefra eller vises på din telefon via din kvitteringsmail eller i L2022-appen, som vil blive klar, når vi nærmer os landsstævnet. 

Herefter får du udleveret et deltagerarmbånd, som du skal bære under hele Landsstævnet.

Armbåndet giver adgang til at komme ind på dit indkvarteringssted og til at deltage i de idrætter og aktiviteter, du har tilmeldt dig samt til de gratis shuttlebusser. Det er derfor vigtigt, at du passer godt på det.

Du skal være opmærksom på, at der ankommer rigtigt mange mennesker til Svendborg i løbet af torsdagen, og at du må påregne ventetid i forbindelse med parkering og indkvartering samt ved shuttlebusserne. Derfor opfordrer vi til at komme i god tid, så du både kan nå paraden og åbningsshowet. 

Bemærk: Hvis du har valgt selv at sørge for din indkvartering, får du dit armbånd udleveret i en fælles infobod enten i midtbyen ved Banegården eller ved Stævnecentrum.  

Indkvartering

Der vil være sovepladser på både skoler og campingpladser. Når vi kender til det endelige deltagerantal, vil DGI Østjylland få tildelt en skole samt et område på campingpladsen. 

Skole:

Har I som hold bestilt overnatning på skole, vil vi gøre vores bedste for at sikre, at alle fra samme hold eller forening kommer til at sove sammen.

VIGTIGT: For at minimere risikoen for ubudne gæster vil der som udgangspunkt kun være indgang til skolen gennem hovedindgangen.

Sørg selv for at lukke og låse øvrige yderdøre efter dig. DGI Østjylland tager ikke ansvar for dine ejendele og der er ikke nogen, der holder opsyn inde på skolen. 

Lokaler og inventar skal selvfølgelig afleveres i samme stand som ved ankomst. I bedes tage et foto af lokalet ved ankomst, så borde m.v. stilles korrekt på plads. 

Camping:

Kommer man med telt eller campingvogn, får man tildelt en plads efterhånden, som man ankommer.

Vil I gerne bo ved siden af hinanden, er det vigtigt, at I tjekker ind sammen.

Der åbnes op for indkvartering på skoler og i campingområdet allerede fra kl. 10.00 onsdag d. 29. juni!

Både campingområde og skoler skal forlades senest kl. 15.00 søndag d. 3. juli.

Hold øje med denne side for løbende at finde praktiske oplysninger om indkvartering. I starten af juni vil vi desuden sende en mail til alle landstævnedeltagere med yderligere information om de praktiske detaljer.

Mad:

Har du bestilt morgenmad og/eller lunch to go udleveres det ved eller i nærheden af dit indkvarteringssted.

Lunch to go får du med efter morgenmaden. Mere info følger i deltagermailen i starten af juni! 

Det er vigtigt, at du henter din mad ved det udleveringssted, du er tilknyttet via din indkvartering.

Maden på udleveringsstederne er nemlig rationeret efter indkvarteringen.

Har du selv sørget for indkvartering, men har bestilt madbilletter? Morgenmad kan spises i spiseteltet i Stævnecentrum.

Har du også bestilt frokost, kan det afhentes samme sted.

Aftensmaden serveres ligeledes i spiseteltet ved Stævnecentrum

Der er selvfølgelig også et hav af madboder, caféer og restauranter, hvor du kan få stillet sulten.

Hvordan kommer jeg rundt i Svendborg?

Det anbefales, at du kommer rundt på gåben, cykel eller med de gratis shuttlebusser.

Læs mere om shuttlebusser  

Hvordan får jeg mig et overblik over Landsstævnet?

Hvis du gerne vil se, hvor idrætter, aktiviteter, scener, festtelte m.v. er placeret i Svendborg, henviser vi til Landsstævnekortet

I L2022-appen vil du foruden billetter, kunne finde program, kort og praktisk info, så du har det hele lige ved hånden. 

Hvor kan jeg downloade L2022-appen?

L2022-appen kan downloades fra App Store eller Google Play. Når du logger ind i appen, henter den også automatisk dine billetter og tilmeldinger.

Kontakt os

Vi sidder klar til at hjælpe, hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål til indkvartering eller andet. Kontakt os på oestjylland@dgi.dk eller på tlf. 79 40 43 00.