DGI’s formand Søren Møller går glip af DGI Landsstævne

DGI’s formand Søren Møller er kommet til skade efter et cykelstyrt, og han må derfor melde afbud til DGI Landsstævne i Aalborg.

DGI's formand Søren Møller er en ihærdig landevejsrytter, men et grimt styrt gør, at han ikke kan deltage i DGI Landsstævne. Foto: Palle Skov

Et grimt cykelstyrt er årsag til, at DGI’s formand Søren Møller må melde afbud til DGI Landsstævne i Aalborg 29. juni-2. juli.

Søren Møller var med i cykelløbet BROEN Danmark Rundt, hvor omkring 25 engagerede mennesker i løbet af uge 25 cykler rundt i Danmark for at skabe opmærksomhed om udsatte børns mulighed for at have en aktiv fritid på lige fod med andre børn.

I Sønderjylland var Søren Møller så uheldig at styrte, og han har fået et brud på sit bækken. Han er pt indlagt på sygehuset og skal bl.a. opereres.  

DGI’s næstformand Birgitte Nielsen modtager H.M. Dronningen

DGI’s næstformand Birgitte Nielsen vil overtage Søren Møllers opgaver under DGI Landsstævne 29. juni-2. juli, hvor 25.127 aktive danskere er tilmeldt. De fire dage byder på over 25 idrætter, 400 forskellige aktiviteter og 37 koncerter midt i Aalborg. Til Landsstævnet kan deltagerne prøve kræfter med de nyeste idrætstrends som åbent vand-svømning og panna, og et rekordstort antal efterskoleelever – 6700 fra 61 skoler – deltager.

Birgitte Nielsen skal bl.a. modtage H.M. Dronningen på Honnørkajen i Aalborg 29. juni og holde åbningstalen til landsstævnet. Åbningen finder sted på Havnefronten i Aalborg, og bl.a. DGI Verdensholdet deltager i åbningsshowet, der transmitteres live på DR1 kl. 20:30.

Birgitte Nielsen deltager også i Kommunalt Topmøde 29. juni på Hotel Hvide Hus i Aalborg, hvor 21 borgmestre og statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager. Her drøftes den idrætspolitiske situation i en kommunal kontekst, og der er bud på, hvordan kommuner, idrætsforeninger og andre kan arbejde for at gøre flere danskere aktive. Kommunalt Topmøde er arrangeret i regi af Bevæg dig for livet – DGI’s og DIF’s fælles visionssamarbejde.

Ærgerligt for Søren Møller

Søren Møller har været formand for DGI siden 2001, og Landsstævnet i Aalborg var det femte, han skulle byde velkommen til.

”Det er rigtig ærgerligt for Søren Møller og DGI, at han ikke kan deltage i landsstævnet. Han har været meget involveret i samarbejdet med Aalborg Kommune om at skabe et fantastisk landsstævne til glæde for både deltagerne og byens borgere,” siger Søren Brixen, der er adm. direktør i DGI.

Birgitte Nielsen, der nu overtager Søren Møllers opgaver har et indgående kendskab til DGI Landsstævne og har lange traditioner i landsstævnearbejdet.

”Vi er alle i DGI helt trygge ved, at hun nu overtager Søren Møllers opgaver. Samtidig har Birgitte Nielsen gennem årene gjort en stor indsats for at udvikle landsstævnet, så det er med til at inspirere både idrætsforeninger og udøvere med de nyeste idrætstrends,” siger Søren Brixen.

En ihærdig landevejsrytter

Søren Møller elsker at cykle, og han har trænet 6000 kilometer på cykel det seneste år.

Derfor sagde han også ja til at deltage i Cykelløbet BROEN Danmark, som startede på Bornholm 18. juni i forbindelse med Folkemødet. Søren Møller kom med, da holdet var i Køge 19. juni.

Deltagerne dækker selv deres udgifter i forbindelse med turen, så alle de indsamlede midler fra sponsorer går ubeskåret til BROEN’s indsats for socialt udsatte børn og unges fritid.

Med på holdet i cykelløbet BROEN Danmark er blandt andet folketingspolitikerne Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Østergaard (RV), Eva Kjer Hansen (V) og Jakob Mark (SF), ligesom Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, deltager.

Cykelløbet afsluttes 23. juni ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Men det bliver altså uden Søren Møller, der dermed både går glip af slutningen på Cykelløbet BROEN Danmark, DGI Hærvejsløbet 24. juni og DGI Landsstævne.