En folkevandring mod festen

Åbningsparaden blev en frisk, hyggelig og regnvåd affære, som begejstrede deltagerne

Alle regnbuens farver dansede igennem Aalborg, da 16.600 aktive landsstævnedeltagere gik den lange, underholdende paradetur på kryds og tværs gennem byen.

Inden afgang fra Rustenborg vandrede store folkemængder gennem Kildeparken vejledt af venlige guider på stylter, der viste vej

"Hejsa, I fortsætter bare den vej", lød det med friske stemmer og tydelige fingerpeg.

Og alle flød med strømmen mod det store fællesareal som en anden folkevandring mod festens fødsel.

Glade gensyn og livlig stemning

"Er der én, der er utryg i den store forsamling foran mig, giv ham en krammer. Ingen skal være utryg i Aalborg."

Sådan skød speaker Peter Würtz stemningen i vejret i de to timer, paradedeltagerne ventede på at bevæge sig mod havnefronten i friskt tempo.

Overalt lød livlig snak, forventningsfyldt og med gensynsglædekram mlemme rækkerne af landsdelsforeninger.

Og så begyndte DGI Sønderjylland at gå for at nå frem til efterskoleeleverne, der var tyvstarten i Skulpturhaven.

Festligt med musik og optrin

Uendeligt lange rækker á fem personer slangede sig ind og ud af midtbyens net af gader med 26 uventede små events undervejs fra Dunkelfolket over rapellere til bands på blokvogne.

"Nøj, hvor er det fedt den måde, det her er lavet på, med musik og optrinnene. Det er festligt", lød det deltager efter deltager.

Og så dukkede portalen til havnefronten op, og mens regnen bankede ned over de farverige ponchoer og regnslag, jublede deltagerne hele vejen til storskærmene ved Musikkens Hus og Utzon Centret efter en sand folkevandring mod festens første aften.