Glæd dig – Landsstævnet skydes i gang på en helt ny måde

Glæd dig til Landsstævnets åbningsaften den 29. juni. Alle vil møde magien og mærke pulsen. For i Aalborg åbner Landsstævnet på en helt ny måde med Limfjorden i baggrunden.

Glem alt om indmarch og åbningsshow, som du kender det fra andre landsstævner og forbered dig på noget nyt og spændende! I Aalborg er det byen og Havnefronten, der danner rammen om Landsstævnets åbningsaften. Alle bliver inddraget i festen, og det er netop én af grundene til, at DGI valgte Aalborg som værtsby tilbage i 2012.

Åbningsaftenen består af fem forskellige elementer, som deltagerne kan vælge én eller flere af:

  1. Parade igennem byen
  2. Officiel åbning
  3. Show
  4. Koncert
  5. Magisk afslutning

Du sammensætter selv din åbningsaften og vælger, hvad du vil opleve – på samme måde, som du selv kan sammensætte dit Landsstævneprogram. Så til åbningsaftenen vil alle få en oplevelse og blive inddraget i festen, men alle kommer ikke til at opleve det samme.

”Da DGI valgte Aalborg som værtskommune for Landsstævnet, så var det bl.a. fordi det gav mulighed for at nytænke åbningen. Og vi glæder os rigtig meget til åbningsaftenen på Havnefronten med Limfjorden som kulisse, det bliver noget helt specielt,” siger Søren Brixen, der er administrerende direktør i DGI. 

Alle skal opleve fællesskabsfølelsen

Susan Tøttrup er koordinator for Landsstævnets åbningsaften og afslutningsshow. Hun fortæller, at temaet for hele åbningsaftenen er bygget op om sloganet for Landsstævnet: Mærk pulsen. Mød magien. Desuden er vand og United By Streets (street-aktiviteter) også gennemgående temaer.

”Noget af det vigtigste er, at folk oplever en fællesskabsfølelse. Åbningsaftenen skal være involverende, og hverken deltagerne eller Aalborgs borgere skal være et sekund i tvivl om, at Landsstævnet er skudt godt i gang,” siger Susan Tøttrup. 

Parade med idræt, fest og farver

Åbningsaftenen starter med en parade gennem Aalborg Centrum. De deltagere, der har meldt sig til paraden, samles med deres landsdelsforening på udvalgte startsteder.

”Det er en idrætsparade, og du behøver ikke gå i takt. Det bliver også en aktiv parade, hvor der er underholdning undervejs. Og hvor byens folk bliver præsenteret for deltagerne og de forskellige idrætter, der er med til Landsstævnet,” forklarer Susan Tøttrup.

Paraden vil bevæge sig gennem Aalborgs gader og ned til Havnefronten, hvor resten af åbningsaftenen foregår. På Havnefronten vil et særskilt område være reserveret kun til paradedeltagerne.

”Du kan følges med dine venner under paraden og stå sammen med dem på havnen,” siger Susan Tøttrup.

Flere steder på Havnefronten vil der blive opstillet storskærme og små scener, og rundt i Aalborg vil der formentlig også være storskærme, så alle kan følge med i dele af åbningsaftenen.

Og som noget helt nyt vil der også være en sejlende parade på Limfjorden, så åbningsaftenen får også et maritimt islæt. 

Officiel åbning og åbningsshow

H.M Dronning Magrethe givet tilsagn om, at hun vil besøge Landsstævnet, og Dannebrog vil lægge i Limfjorden.

På Havnefronten vil den officielle åbning af Landsstævnet finde sted med taler, fællessang og faner. Selve åbningsshowet, hvor DGI Verdensholdet bl.a. deltager, vil foregå på en særlig arena på Havnefronten.

Ved arenaen vil der være cirka 3000 siddepladser (Obs - alle pladser er nu udsolgt!). Vær opmærksom på, at du ikke både kan deltage i paraden og købe en siddeplads. De siddende gæster ved arenaen skal nemlig ind på siddepladserne, inden paraden kommer ned på havnen, så du kan ganske enkelt ikke nå at være begge steder.

Derefter følger et forrygende åbningsshow, hvor bl.a. DGI Verdensholdet deltager, ligesom der vil være indslag inspireret af Landsstævnets tema United By Streets. Åbningsshowet byder også på internationale kunstnere og underholdning både i luften og på vandet. Et højt niveau og en formidabel oplevelse med Limfjorden som kulisse. Showet bliver koreograferet af Rie Castella Toftgaard og Martin Brems.

Efter showet er der koncert med Mads Langer og afslutning på åbningsaftenen.

Før midnat slutter åbningsaftenen med et magisk touch. Mere kan vi ikke sige lige nu – men det bliver en oplevelse udover de sædvanlige. 

Søndagens afslutningsshow

Når Aalborg siger farvel og tak til Landsstævnet søndag den 2. juli, så bliver det med et mere traditionelt afslutningsshow på Aalborg Stadion. Her deltager DGI Verdensholdet og idrætsudøvere fra Nordjylland. Der vil også være en række taler. Koreografer på afslutningsshowet er Cecilie Juulsgaard Larsen og Kasper Lykke Jørgensen.

Og så siger vi til afslutningsshowet på gensyn – vi ses til Landsstævne igen i 2021.