Hvad skal du spise til Landsstævnet? Se, hvad madboderne tilbyder.
Har du lyst til at forkæle smagsløgene lidt ekstra under L2017, er der rig mulighed for det. Her får du et overblik over madboderne, og hvad de har på menuen.
Hvad skal du spise til Landsstævnet? Har du valgt at købe madbilletter, da du tilmeldte dig L2017, er du så heldig, at du slet ikke skal tænke på menuen. Den er fastlagt på forhånd.
Er du ikke så heldig eller har du bare lyst til forkæle dig selv lidt ekstra, er der heldigvis masser af madboder rundt om i byen, hvor du kan købe mad.
Her får du en guide til Landsstævnets madboder.
UgoodBgood
Hvor: Gammeltorv
Sæt tænderne i forskellige versioner af den ugandiske street food ”Rolex”, som grundlæggende er en chapati wrap med omelet og friske grøntsager serveret med sweet potato fries.
Ugood har desuden udviklet forskellige drikkevarer såsom jackfruit smoothies, frisk passionsfrugt juice og sukkerrørsjuice. Dem og flere andre vil være at finde på menuen i Aalborg.
Menuen bliver i første omgang hjemmepresset sukkerrørsjuice samt sweet potato fries, hvorefter sortimentet bliver udvidet med den populære Rolex’ og tilmed en græshoppesalat!
Ugood søger at fremme afrikanske kulturer med udgangspunkt i Uganda, og importerer selv mange af de råvarer, de bruger i deres mad og drikke.
UGood vandt ”Årets streetfood/Publikums Favorit 2016”-prisen ved årets Street Food Festival CPH.
Betalingsmuligheder: Kortbetaling, MobilePay samt kontant
Madværket
Hvor: Gammeltorv
På L2017 kan man smage på Madværkets pizzaer – pizzaer lavet på gode lokale råvarer fra Trekantsområdet.
Madværket er en spændende forening i Trekantsområdet, som handler om at skabe stolthed over – og kendskab til – de lokale fødevarer i Trekantområdet og skabe nye fødevarer, madoplevelser og ny gastronomi.
Derfor støtter Madværket og øger brugen af lokale kvalitetsfødevarer i et samspil mellem kokke, mindre producenter, forarbejdningsvirksomheder og designere fra lokalområdet.
Glæd dig til en smagsoplevelse.
Betalingsmuligheder: Dankort, MobilePay samt kontant
Pølsedrengene
Hvor: Gammeltorv
Du går aldrig galt i byen med en god gedigen hotdog, og det ved Pølsedrengene. En fransk eller en almindelig hotdog har reddet mangt en trængt mave på strøget, landevejen eller indkøb.
Og mon ikke en landsstævne-deltager eller to synes, at det kunne være mere end almindelig oplagt med en Henning i presenning.
Pølsedrengene serverer gourmet hotdog, almindelige hotdog og franske hotdog, så stik forbi Cand. Pøl og bed om en Karl Stegger med sidevogn, et skinkesøm i åben kano med det hele eller en skaldet franskmand i sovepose.
Betalingsmuligheder: Kontant, MobilePay og kortbetaling.
MEAT
Hvor: Vestre Fjordpark
Efter en lang og aktiv dag ved vandet i Vestre Fjordparks friske luft, kan maven meget vel rumle efter mad. Lad i så fald næsen lede dig vej hen til Restaurant Meat, der tænder op i grillen og står klar til at servere lækre burgere og pølser i én bod og friske salater og sandwich i en anden.
Fra grill-boden kan du vælge mellem en pulled pork burger med BBQ sauce, coleslaw lavet fra egen rygeovn. Overvej også en original hamburger med salat, tomat, rødløg, pickles og MEAT-dressing eller en grillet frankfurter med brød.
Er du mere til salat eller sandwich kan du lade dig friste af en Ceasar salad med kylling, parmesan, pinjekerner, romainesalat og aioli eller en sandwich med parmaskinke, frisk mozerella, avocado-creme, pesto, salat, tomat og rødløg. Eller nap en pastasalat med kylling, majs, ærter, peberfrugt, creme fraiche dressing, løg og bacon.
Betalingsmuligheder: Kontant, dankort og MobilePay
CIBUS Street Ice
Hvor: Vestre Fjordpark
CIBUS Street Ice laver isen, mens du venter.
Basen er en hjemmelavet vaniljeis, hvor du som kunde selv bestemmer, hvad du vil have blandet i. Det kan være forskellige frugt, bær eller forskellige slags chokolade.
Prisen er 45 kroner per bæger, hvor du kan tilkøbe forskellig toppings som flødeskum, krymmel og lignende.
Landsstævnet og CIBUS Street Ice håber på godt vejr, så der kommer gang i ismaskinen.
Betalingsmuligheder: MobilePay samt kontanter.
CheerUp Foodtruck
Hvor: Utzon Parken
Hos CheerUp Foodtruck får du et rigtig skud brændstof og en god start til at præstere godt med din idræt. Husk at have for øje, hvad klokken er slået, inden du med mundvandet løbende går mod CheerUp Foodtruck, for madboden skifter menu klokken 12.
Fra klokken 9-12 serveres økologisk sødmælks kefir med hjemmelavet mysli og urtesukker, øllebrødd der er kælet for med pisket flødeskum, og koldpressede økologiske juicer fra Frankly.
Fra klokken 12-00 serveres Porchetta sandwich af rullet svinebryst med capers mayonaise og økologisk focaccia bolle, belgisk vaffel med vaniljecreme og danske jordbær, og koldpressede økologiske juicer fra Frankly.
Betalingsmuligheder: Alle typer kreditkort og mobilepay på tlf.: 20662250
Torvekøkkenet
Hvor: Musikkens Hus
Torvekøkkenet er specialister i god festivalmad, og er klar til at friste de mange sultne landsstævne-deltagere, der er i gang på havnefronten ved Musikkens Hus.
Torvekøkkenet sælger kæmpepandekager og lækre madbrød fra deres foodtruck lavet med kvalitets råvarer og serveret med kærlighed.
Torvekøkkenet har følgende på menuen:
- Kæmpepandekager med sødt fyld eller med skinke og ost.
- Fyldt madbrød med kylling, bacon og karrydressing.
- Fyldt madbrød med oksekød og hvidløgsdressing.
Betalingsmuligheder: Kontant og MobilePay
Spiselauget
Hvor: Slotspladsen/Toldbod Plads
Fra den hastigt voksende streed food-by Århus, sender smilets by Spiselauget til Landsstævnet.
Prøv en Umami burger med økologisk bøf, trøffel-mayo, syltede svampe, rødløg, øko syltede agurker og salat serveret i øko bolle. Er du småsulten, er øko pommes frittes med ramsløg et oplagt valg. Eller kombinér begge retter i en burger menu.
Spiselauget byder også på klassikeren Fish & Chips bestående af øko fritter med fritteret sejfilet og hjemmelavet tatar sauce
Betalingsmuligheder: ?
Grisen og pizza
Hvor: Camp Stigsborg
De mange gæster, der er indkvarterer på Camp Stigsborg kan godt forberede sig på at blive fristet.
Torben Klitbo, der i sin tid stiftede Restaurant Cofoco, ruller nemlig et omrejsende køkken bestående af fire food trailers ud ved Camp Stigsborg.
Med sig har han sine bedste kokke, og der er nærmest garanti for mundvand og gode spiseoplevelser, når den kulinariske karavane triller ind på matriklen og tænder op i både udendørsgrillen og pizzaovnen.
Stemningen omkring food trailerne er afslappet, men det er ambitionen i de rullende køkkener ikke. Maden er lavet med omhu og gode råvarer. Der er tale om gastronomi på hjul.
Betalingsmuligheder: MobilePay og kreditkort