L2017: Det må du ikke gå glip af - lørdag

Der er så mange fede aktiviteter at vælge imellem til L2017. DGI guider dig til den bedste lørdag på Landsstævnet.

Lørdag kan du finde din maxpuls til Indoor Cycling. Du kan bruge din maxpuls til at træne mere målrettet.

Du har nu haft to fantastiske dage til Landsstævnet, og festen er bestemt ikke slut endnu. Dagen byder endnu engang på tonsvis af aktiviteter, der hellere end gerne vil have dig med. Vi giver dig et bud på, hvordan en god lørdag på Landsstævnet ser ud.

GoRun

Er du én af de rigtig morgenfriske, kan du starte dagen med en løbe- eller gåtur. GoRun er nemlig for alle, der har lyst til at komme ud og røre sig uanset erfaring, alder, køn osv. Til GoRun på Landsstævnet kan du vælge ruter mellem 2 og 6 km, og deltagerne inddeles i hold efter niveau. Hvis du synes ruten bliver for lang, kan du altid vende om. GoRun løber fra to steder i Aalborg, så du kan vælge den start, der er nærmest dig.

Hvornår? Lørdag kl. 08.00-09.00
Hvor? Camp Stigsborg, Stigsborg Brygge og Camp Skalborg, Skalborghallen/Dyrskuevej

Se aktiviteten i programmet

Beachvolley

Nu hvor du er varmet godt op efter gå-/løbeturen, kan du jogge et smut forbi beachvolleybanerne ved Vestre Fjordpark. Her kan du prøve at spille beachvolley med god musik og højt humør. Beachvolley spilles på mindre baner end indendørs volley, og som udgangspunkt er du to på hvert hold. Så tag en makker med, stik fødderne i sandet, og få sved på panden med de intense dueller, du kan opleve til beachvolley. Måske får du et baggerslag eller en serv med i bagagen.

Hvornår? Lørdag kl. 09.00-18.00
Hvor? Beachbanerne, Vestre Fjordpark

Se aktiviteten i programmet

Landsstævner igennem tiden

Tag et lille pusterum og kig forbi udstillingen om landsstævner gennem tiden. Du kan følge landsstævnernes historie helt fra 1862 til i dag. Der vises blandt andet film på storskærm fra landsstævnerne 1935 til 2006, hvor du kan fornemme stemningen fra tidligere år. Derudover er alle stævner beskrevet på plancher, og du kan se plakater fra langt de fleste af dem. Husk tilbage på dit første landsstævne eller lad dig inspirere til dit næste.

Hvornår? Lørdag kl. 09.00-22.00
Hvor? Midtbyen, Folkekirkens Hus

Se aktiviteten i programmet

Unicykling

Når du har fået pusten igen, kan du tage udfordringen op med unicykling. Du kan nemlig lære at køre på ethjulet cykel til Landsstævnet. Mange forbinder unicykling med gøgl og cirkus, men mest af alt handler idrætten bare om at have det sjovt. Der står instruktører klar til at hjælpe dig i gang på cyklen, hvis du aldrig har prøvet det før. Og så er det bare at trille derud af.

Hvornår? Lørdag kl. 09.00-13.00
Hvor? Midtbyen, Karolinelund

Se aktiviteten i programmet

Træklatring og reb-aktiviteter

Har du brug for at komme i kontakt med naturen, så kan du tage ud og klatre i træer i friluftslejren. De fleste af os har klatret i træer, da vi var børn, men savner du også at komme helt til tops, kan du få lov til det her. Der står instruktører klar til at guide dig, og så skal du ellers bare slippe dig fri og lade dit indre legebarn komme frem igen.

Hvornår? Lørdag kl. 09.00-16.00
Hvor? Vestbyen, Fjordmarken

Se aktiviteten i programmet

Indoor Cycling – Max Puls Test

Hvis du gerne vil have det optimale ud af din træning i hverdagen, så kan pulstræning være noget for dig. Men pulstræning kræver, at du kender din maxpuls, og den kan du finde på Landsstævnet. Til indoor cycling kan du låne et pulsur (eller medbringe dit eget) og i samspil med teori og praksis finde frem til din maxpuls. Der er garanti for at få varmen, og så kan du bruge din viden efterfølgende til at træne ideelt.

Hvornår? Lørdag kl. 14.00-15.00
Hvor? Midtbyen, Nordkraft

Se aktiviteten i programmet

Wakeboard

Efter du har fundet din maxpuls, kan du køle af i vandet på wakeboard. Du kan prøve at ”snowboarde på vand”, som wakeboard mest af alt minder om, men det er en blanding af færdigheder fra vandski, snowboarding og surfing. Oftest bliver wakeboardere trukket af en motorbåd via en line, men i Aalborg vil du blive trukket af en kabelbane. For at være med skal du være fyldt 15 år og have almindelige svømmefærdigheder. Har du ikke mod på at prøve selv, kan du i stedet se wakeboard-opvisningen kl. 19.00-20.00.

Hvornår? Lørdag kl. 14.00-17.00 (også kl. 10.00-13.00)
Hvor? Øgadekvarteret, Østre Havn

Se aktiviteten i programmet

Padeltennis

Skal det gå lidt hurtigt, så kan du tage til padeltennis. Idrætten er en blanding af squash og tennis, og det spilles på baner omkranset af glasvægge. Derfor er der mulighed for at få spillet hurtigt i gang og holde duellerne kørende længe. Du spiller med bat i stedet for ketsjer, og banen er også lidt mindre end en almindelig tennisbane. Der er sat fire baner op i forbindelse med Landsstævnet, og der er bat og bolde til alle, der har lyst til at være med.

Hvornår? Lørdag kl. 10.00-18.00
Hvor? Øgadekvarteret, Østre Anlæg

Se aktiviteten i programmet

A World of Sports

Dagen er ved at løbe tør for timer, og din krop er nok også ved at være træt. Men kan du alligevel mønstre mere energi, kan du slå et smut forbi Gabels Torv, hvor fire kontinenters bevægelser samles et sted. Du kan blandt andet opleve Inuit Lege, Bollywood dans og middelalderkampsport. Der er tre platforme, der alle byder på forskellige opvisninger, så der er noget for enhver smag.

Hvornår? Lørdag kl. 10.00-20.00
Hvor? Midtbyen, Gabels Torv

Se aktiviteten i programmet

Efterskoleholdets show

Har du brug for at sidde ned efter en lang dag, så er det helt forståeligt. Et godt sted at sidde kunne være på tribunerne til Efterskoleholdets show fredag aften. Her har du mulighed for at se 6700 elever være i gang på en og samme tid i det der formentlig er verdens største opvisningshold. Showet byder på fælles serier, spring, musik, sang og fællesskab, og der er næsten gåsehudsgaranti på denne oplevelse. 

Hvornår? Lørdag kl. 16.00-17.30 og 20.00-21.30
Hvor? Vestbyen, Aalborg Stadion

Se aktiviteten i programmet

Det er stadig muligt at købe billetter

Verdensholdet - IMANI

Har du allerede set efterskoleholdets show, så er Verdensholdet måske mere noget for dig lørdag aften. Her kan du opleve deres forrygende show IMANI, som de allerede har optrådt med utallige gange. IMANI danner rammen om et univers, hvor tro spiller en afgørende rolle. Troen på sig selv hinanden og fællesskabet skaber oplevelser på både godt og ondt. Gennem IMANI vil du opleve troværdige gymnaster, der sætter sig selv på spil for at give dig det bedste show og muligheden for at blive bevæget og betaget. 

Hvornår? Lørdag 20.00-21.30
Hvor? Gigantium

Se aktiviteten i programmet

Det er stadig muligt at købe billetter

Koncerter

Så er der ikke meget andet tilbage, end bare at nyde det gode musikprogram, der faktisk kører hele dagen. Der er koncerter i hele byen, så du kan næsten ikke gå glip af musikken.

Hvornår? Lørdag 12.00-01.00
Hvor? Gammeltorv, Nytorv, Toldbod Plads og Slotspladsen

Læs det fulde program for koncerter

Selvom du her får et godt bud på en fantastisk dag til Landsstævnet, så er det kun et udpluk af alle aktiviteterne, der foregår. Så hvis du er nysgerrig på mere, eller du leder efter noget bestemt, kan du læse meget mere i det fulde program.