Spil badminton på vandet til L2017

For at bringe badminton ud i sommervejret lægger DGI en flydende badmintonbane ud i Aalborg Lystbådehavn til Landsstævne 2017. Banen vil udfordre både nye og rutinerede badmintonspillere.

Kombiner badminton og bade-sjov med spil på den oppustelige badmintonbane. Foto: Line Stenrøjl Foto: Line Stenrøjl

Hele idéen startede med et videoklip. Lars Folmer Jensen, der er idrætskonsulent hos DGI Badminton, scrollede en dag for mere end et år siden ned over sit Facebook-feed, da han så en badmintonkamp udspille sig under noget utraditionelle forhold: Kampen foregik ikke alene udendørs, den foregik også hoppende på en oppustelig bane - på vandet.

“Og så tænkte jeg, at det måtte vi kunne lave. Derfra begyndte jeg at undersøge, om det overhovedet kunne lade sig gøre,” siger Lars Folmer Jensen.

Vi prøver at bringe badminton udenfor på en ny og sjov måde, som forhåbentlig vil tiltrække både børn og voksne

Lars Folmer Jensen, badmintonkonsulent i DGI

Til DGI Landsstævne 2017 kommer idéen fra tegnebrættet og ud i virkeligheden, når en oppustelig badmintonbane bliver gjort fast med tov i Aalborg Lystbådehavn. Her bliver det muligt at prøve kræfter med badminton under helt nye forhold.

“Badminton er jo traditionelt en indendørs sport, og det har nogle gange været en udfordring til tidligere Landsstævner at få hevet folk ind i hallerne om sommeren, hvor solen typisk skinner, og man hellere vil være udenfor. Så derfor prøver vi i år at bringe badminton udenfor på en ny og sjov måde, som forhåbentlig vil tiltrække både børn og voksne,” siger Lars Folmer Jensen. 

Som en airtrack

Den oppustelige badmintonbane er bygget op som en traditionel airtrack og lavet af det samme materiale. Selve airtracken kommer til at måle 7 gange 15 meter, og banen vil have de samme mål som den badmintonbane, vi kender fra hallerne. Øverst på airtracken vil der være en tynd måtte, hvor banen er kridtet op, og nettet er monteret på. Måtten skal samtidig sikre, at man ikke synker for dybt ned i den oppustelige bane.

“Men selvfølgelig vil banen give efter, fordi man står på vand, og det er en ustabil overflade. Det vil forhåbentlig gøre banen sjov at spille på, og samtidig er det jo også en del af spillet, at når du kaster dig efter en bold, kan du risikere at ryge ud i vandet,” siger Lars Folmer Jensen.

Banen pustes op med luft og når en fasthed, som gør, at den opleves som et jævnt, fast gulv, men hvor man har en hoppeeffekt, som man også har på en airtrack

Tommy Christensen, direktør for PE-Redskaber

Og skulle det ske, er banen designet med håndtag langs siderne, så du nemt kan komme op igen. Det har man sørget for hos PE-Redskaber, der har produceret banen, og som har stor erfaring med at producere traditionelle gymnastikredskaber.

“Banen pustes op med luft og når en fasthed, som gør, at den opleves som et jævnt, fast gulv, men hvor man har en hoppeeffekt, som man også har på en airtrack,” siger direktør for PE-Redskaber, Tommy Christensen, og fortsætter:

“Uanset om man er nybegynder eller professionel, vil man blive rigeligt udfordret. Dels fordi der vil være noget søgang fra vandet, og dels vil banen være våd, hvilket vil være med til at udfordre balancen.”

Banen nytænker badminton

Selvom den oppustelige badmintonbane er speciallavet til Landsstævnet 2017, er det ikke meningen, at den kun skal bruges her. Idémageren og producenten bag har i hvert fald flere og større tanker om banens fremtid.

“Vi håber selvfølgelig, at vores landsdele efterfølgende vil kunne bruge banen i forskellige sammenhænge. Det betyder ikke noget, om det kommer til at være i en svømmehal eller ved stranden - det vigtigste er bare, at banen bliver brugt,” siger Lars Folmer Jensen.

Det samme lyder fra Tommy Christensen, som mener, at banen vil være med til at nytænke badminton.

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at banen vil være med til at skabe opmærksomhed omkring badminton. Som producent af gymnastikredskaber synes vi, at det er rigtigt spændende at være med til at tænke badminton ind i nogle andre rammer, end vi traditionelt tænker. Og jeg er helt overbevist om, at banen her kan være med til at skubbe til vores opfattelse af badminton som sport,” siger Tommy Christensen.