Tennisfamilie spiller sammen i cupturnering

Familien Knudsen udnytter muligheden for at spille sammen og hver for sig ved landsstævnets cupturnering.

17-årige Kasper Knudsen fra Løjt IF på banen med mor Tina (th) og tidligere træner Rasmus Andersen på bænken (tv)

Kasper får øvet koncentrationen, når han spiller tennis hjemme i Løjt IF med sin mor og far, Tina og Kim Knudsen. Kasper Knudsen er 17 og har spillet tennis siden han kunne gå. Nu er det ham, der giver sine forældre kamp til stregen på tennisbanen. Han får øvet sine positive attituder og spiller med overskud, når han er på banen med sine forældre. Og det er han to-tre timer om ugen.

Sammen på banen

Her til landsstævnet er familien Knudsen ikke bare  af sted sammen, og de er også sammen på tennisbanerne i Aalborg Østre Tennisklub, hvor der spilles cupturnering. De stiller op i forskellige konstellationer. Mens mor og søn spiller med i mixdouble-turneringen, stiller Kim Knudsen op i herresingle, og mens Tina og Kim spiller mix, stiller Kasper op i herresingle. Det giver landsstævnets cupturnering nemlig god mulighed for.  

”Det betyder, at vi kan være sammen i stedet for at vi løber i hver sin retning til forskellige aktiviteter. Vi kan snakke med hinanden og hygge, samtidig med at vi går til den på banen,” siger Tina Knudsen.

Møder på kryds og tværs

Tina Knudsen har noteret sig, at der er flere fra Sønderjylland i cupturneringen.

”Vi møder spillere fra andre klubber, snakker med dem, hygger sammen, men vil også gerne vinde,” siger hun.

Når Kasper Knudsen skal spille single, møder han for eksempel Rasmus Andersen, som ved landsstævnet stiller op for Nordjyllands Idrætshøjskole. Rasmus Andersen har tidligere spillet for Sønderborg Tennisklub, hvor Kasper også er medlem, og hvor han har haft Rasmus Andersen som træner.