Vi ses i Svendborg!

D. 1.-4. juli i 2021 byder Svendborg velkommen til det næste DGI Landsstævne. Det bliver en fest, hvor idræt og kultur smelter sammen på tværs af land og by; by og natur.

I 2021 ses vi til Landsstævnet i Svendborg! Foto: DGI Foto

Det 27. DGI Landsstævne er vel afsluttet, og i 2021 byder Svendborg velkommen til det 28. afslagsen.

Gitte Tinning Madsen, formand for DGI Fyn, har været med helt fra ansøgningen om at få Landsstævnet til Svendborg blev sendt, og vi har stillet hende tre spørgsmål - for planlægningen er allerede i gang:

Hvad kan deltagerne forvente, når de kommer til Svendborg i 2021?

"Vi vil gerne lave et stævne, som inddrager hele Sydfyn, og vi inddrager hele Svendborg by som stævnecentrum".

"Hver eneste kvadratmeter i Svendborg vil blive brugt, fordi byen er, som den er; den er ikke så stor som Ålborg, og der er mange små pladser. Vi kommer også til at tage havet i brug på en meget lang kyststrækning, som næsten bliver et stævnegulv i sig selv. Så det kommer til at summe af liv både til lands og på vandet".

Hvad er grunden til, at netop Svendborg er det helt rette sted til det næste DGI Landsstævne?

"Svendborg er oplagt i forhold til geografien og kulturen, samt de værdier Svendborg er båret af".

"Alting foregår i et lidt andet tempo her, fordi Svendborg jo ikke er en storby. Her er vi i den natur, vi ligger i, så vi får en masse natur og kultur ind i by-miljøet. Alle aktiviteter vil være inden for en ret kort afstand".

"I Aalborg har vi/de jo afgrænset byen med en 5 kilometers zone som stævnecentrum, og sådan en zone ville få hele Svendborg med; hele byen og ud til de små byer i oplandet som for eksempel Ollerup og Kirkeby og andre små landsbyer i kommunen".

"Det giver mening både i forhold til rum, faciliteter og natur, så i ansøgningen har vi for eksempel beskrevet en zone omkring Ollerup, hvor vi kan inddrage højskolen og de øvrige, frie skoler, som ligger der".

"Jeg håber, tror og forventer, at selvom du bare går rundt et hvilket som helst sted i byen, så vil der være idræt i baggrunden under Landsstævnet; du vil gå midt i det, og der vil ikke være langt fra det ene til det andet".

Hvordan bliver landsstævnet i Svendborg anderledes og helt sit eget?

"Vi har en ambition og et højt ønske om at inddrage befolkningen bredt; dels de frivillige fra foreningerne, men også sociale og kulturelle foreninger som musik- og teaterforeninger. De kommer til at blive en del af det her stævne".

"Her er det hele byens rum, alle arealer og alle scener og bagscener, der skal i brug. Der bliver små kulturelle rum, som gerne skal give samklang mellem kultur, idræt, fællesskab og sundhed. Det skal blive en totaloplevelse".

"Til Landsstævnet i Svendborg kommer du ikke kun til at lave/dyrke idræt, men også til at opleve alle mulige andre tilbud, og vi skal have alle inddraget, så de leger med, bevæger sig og ikke bare er tilskuere".