102 bud på en sang til Landsstævnet i Svendborg

102 komponister og forfattere fra hele Danmark har taget opgaven med at skrive en sang til DGI Landsstævne 2021 på sig. 10 bud er valgt ud til den videre proces.

Sanger Morten Kjær og komponist Rasmus Skov Borring har set grundigt på alle 102 bud, der er kommet på sangen til Landstævnet 2021 i Svendborg.

102 sangskrivere satte sig til klaveret, til guitaren og til tasterne og fik skruet et bud sammen på det, der ender med at blive sangen til DGI Landsstævne i 2021 i Svendborg.

Så da komponist Rasmus Skov Borring og sanger Morten Kjær begyndte at lytte demobånd igennem, var der nok at tage fat på. For 92 skal sorteres fra, så den endelige jury har 10 bud at vælge ud fra, når den mødes i Vingsted den 23. juni.

Den ideelle sang

Opgaven er dog ikke nær så krævende som selve opgaven med at skrive en sang, der kan presse sig gennem nåleøjet og være den, de mange deltagere til L2021 skal synge med på i Svendborg til næste år.

”Helt ideelt er det en sang, der er perfekt til fællessang, en sang, man kan hoppe og danse til – og som man tilmed kan gå i takt til,” forklarer Rasmus Skov Borring, der selv har en vis erfaring med at komponere sange til Landsstævnet.

”Gi’ os lyset tilbage” fra Landsstævnet i 2009 i Holbæk er nemlig fra hans hånd, og den sang er siden vokset og i dag kendt af de fleste.

Mange ingredienser

Overliggeren er altså sat højt, og Rasmus Skov Borring ser frem til at finde den endelige vindersang. Udover at skulle have elementer af fællessang, dans og god energi i sig, så skal den nemlig også rumme essensen af et landsstævne. Så der skal være en ånd af frivillighed og fællesskab, samtidig med at hele efterskolelivet også skal have sin plads.

”Og så er der endnu en udfordring i, at sangen skal rumme flere generationer. Efterskoleeleverne skal kunne mærke dem selv i den, og det skal pensionisterne også. Det er svært, men det kan godt lade sig gøre at mødes,” forklarer Rasmus Skov Borring.

Om der blandt de 102 bud er en sang, der rammer alle forventningerne om ingredienser, vil Rasmus Skov Borring ikke ud med – men der er masser af kvalitet at vælge i mellem, røber han dog.

Netværk i spil

Selve konkurrencen har været præsenteret i mange forskellige netværk. I DGIs, i efterskolernes og så i de musikalske netværk, som Rasmus Skov Borring og Morten Kjær færdes i.

Derfor er der også kommet så mange bud ind. Mange demoer er gode, andre knapt så heldige – sådan er det, når man har en sangkonkurrence.

”Nogle rammer rigtigt med konteksten, mens de kompositoriske evner mangler lidt, mens andre er dygtige komponister – men ikke rammer konteksten,” forklarer Rasmus Skov Borring.

Så for at ramme rigtigt og komme i betragtning til at være blandt de 10 bud, der den 23. juni arbejdes videre med i Vingsted, skal man både kunne sit håndværk rent musikalsk og forstå, hvilken sammenhæng denne her sang skal bruges i.

De ti sange er netop sendt af sted til juryen – ganske anonymt i øvrigt, så man ikke ved, hvem der har skrevet sangene. Det første indtryk skal handle om sangen – ikke om hvem der har skrevet nummeret og vedkommendes baggrund.

Juryen og det videre forløb

Juryen består af følgende personer:

  • Hanne Lene Haugaard, DGI hovedbestyrelse
  • Gitte Madsen, Landsdelsformand for DGI Fyn
  • Asbjørn Nielsen, Efterskoleforeningen
  • Mette Sanggaard Schultz, Forstander på Ollerup Efterskole, Efterskoleforeningen
  • Rasmus Skov Borring, Pianist og komponist
  • Morten Kjær, Sanger

Juryen mødes den 23. juni for at vælge den sang, der ender med at blive den endelige til Landsstævnet i Svendborg.

Sangen offentliggøres i begyndelsen af september.