Guide til tilmelding og program

Her giver vi en introduktion til, hvordan tilmeldingen foregår, og hvordan du kan bruge programmet. Hvis du er i tvivl om noget, så send os en mail på landsstaevne@dgi.dk

Planlæg din tilmelding

Inden du går i gang med din tilmelding, anbefaler vi, at du kigger programmet godt igennem for at finde ud af, hvilke aktiviteter, der interesserer dig. Du kunne eventuelt klikke på hjertet ved de aktiviteter, du godt kan lide. Så får du nemlig mulighed for at oprette en bruger og gemme dit helt eget personlige program. Det kan du altid åbne op igen på L2022.dk og i L2022-appen, der bliver tilgængelig i foråret 2022.

Få fordele ved at logge ind

Med den bruger du opretter, kan du altid logge ind, og det giver dig mulighed for at:

  • gemme dine favoritter i Mit program
  • se dine tilmeldinger i Mit program
  • tilgå alt det gemte i Mit program i L2022-app’en
  • finde dine billetter i L2022-app’en
  • få nem adgang til din tilmelding via Mit.dgi.dk

Vi anbefaler, at du opretter en bruger og logger ind i programmet, FØR du tilmelder dig Landsstævnet. Det gør nemlig:

  • at du allerede har en bruger, når du starter din tilmelding, og derfor kan systemet genkende dig, og du behøver ikke udfylde dine oplysninger i tilmeldingen.
  • at du sikrer dig, at det er præcis den samme bruger, du bruger i både program og tilmelding, og derfor kan du for eksempel altid se dine tilmeldinger og dine billetter i L2022-app'en. 

Tilmelding til aktiviteter

Under hver aktivitet i programmet kan du læse om aktiviteten kræver, at du tilmelder dig den inde i tilmeldingssystemet, eller om det er en Kom og prøv-aktivitet, hvor du bare kan møde op på dagen. Husk, at du dog skal være tilmeldt Landsstævnet for at kunne deltage i Kom og prøv-aktiviteter.

Dette skal du tage stilling til

Når du har fundet ud af, hvilke aktiviteter, du gerne vil deltage i, kan du gå ind under Praktisk og læse mere om hvilken type overnatning, du ønsker. Du kan også overveje, om vi skal stå for din mad, og hvilke måltider det evt. skulle være. Derudover er det en god idé at læse mere omkring paraden, så du kan beslutte om du vil være med. 
Hvis du skal deltage med et hold til Landsstævnet, så anbefaler vi, at I opretter holdet, før I tilmelder jer. Så vil jeres hold nemlig fremgå som en valgmulighed inde i jeres tilmeldingen, og I kan koble jer på det. Vær opmærksom på, at det kun er visse aktiviteter inden for idrætterne Badminton, Beachvolley, Dans og musik, Floorball, Fodbold, Gymnastik, Håndbold og Street fodbold, der kræver holdoprettelse. Opret hold nu

Showbilletter

Showbilletter skal du først købe efter, du har tilmeldt dig til Landsstævnet - det foregår i et separat billetsystem hos Billetten.dk. Når du har tilmeldt dig Landsstævnet, får du tilsendt en personlig kode, så du kan få rabat på showbilletter (OBS: Koden kan kun benyttes 1 gang, og du får kun rabat på 1 af de billetter, du køber. Koden kan IKKE bruges til GymNight og Verdensholdets Show). 

Start tilmelding

Når du har overvejet alt det ovenstående og oprettet en bruger i programmet, så logger du ind på L2022.dk og klikker på Start tilmelding og taster alle dine oplysninger og ønsker ind. Du kommer igennem følgende steps:

  1. Login:
    • Hvis du ikke loggede ind i programmet først, så vil du få muligheden for at logge ind. Hvis du ikke har en bruger allerede, så har du mulighed for at oprette en bruger. Det gør du ved at klikke på Login-knappen og så klikke på "Opret ny DGI-bruger". Du kan også gennemføre tilmeldingen uden en bruger, men så går du glip af alle fordelene nævnt ovenfor. 
  2. Deltager:
    • Her indtaster du navn, adresse, postnummer, by, fødselsdato, køn, mailadresse og telefonnummer.
    • Du har også mulighed for at tilføje en kontaktperson, hvis du gerne vil have tilsendt din ordrebekræftelsesmail til en anden person end dig selv.
    • Hvis du har en kampagnekode, kan du indtaste den her. 
  3. Billetter: 
    • Her skal du vælge, hvilken billettype du ønsker. 
    • Du skal vælge, om du vil deltage i åbningsparaden og hvis ja - hvilken DGI Landsdel, du gerne vil gå med. (Vær opmærksom på, at DGI Landsdele IKKE er det samme som regioner.) 
    • Du kan vælge at købe børnebillet til medfølgende børn. 
  4. Overnatning:
    • Her vælger du om du ønsker at benytte dig af den gratis DGI-overnatning. Du kan vælge imellem: 
      • Camping i egen eller i vens campingvogn
      • Camping i eget eller i vens telt
      • Skoleindkvartering
      • Seniorlejr i Ollerup
      • Hundesportscamp
    • Hvis du vælger den gratis overnatning, skal du vælge, hvilken DGI Landsdel du ønsker at bo sammen med. Er I et hold venner fra forskellige dele af landet, som gerne vil bo sammen, så skal I bare vælge den samme landsdel. (Vær opmærksom på, at DGI Landsdele IKKE er det samme som regioner.) Se mere
  5. Madbilletter: 
    • Her kan du vælge at købe morgenmad, lunch to go og/eller aftensmad. Bemærk, at 1 madbillet svarer til 1 måltid for 1 person. Du kan vælge imellem almindelig menu, gluten- og laktosefri menu eller vegetarmenu. Se menuplaner
    • Vær opmærksom på, at madbilletter ikke kan ændres eller refunderes, når de først er købt. 
  6. Idræt: 
    • Her vælger du, hvilke idrætsaktiviteter du ønsker at deltage i. Du kan tilknytte dig et bestemt hold, hvis du skal deltage i holdaktiviteter inden for Badminton, Beachvolley, Dans og musik, Floorball, Fodbold, Gymnastik, Håndbold og Street fodbold. Husk, at I skal oprette jeres hold, før I tilmelder jer. Ellers vil det ikke fremgå af listen.
    • Det er kun de idrætsaktiviteter, der kræver tilmelding, som du kan se her. Husk, at der er en lang række Kom og prøv-aktiviteter også, som du bare kan møde op til med din landsstævnebillet. Dem finder du i programmet på L2022.dk
  7. Betaling: 
    • Husk, at du hele vejen igennem din tilmelding, kan se din ordreoversigt i højre side af skærmen og på mobil i kurven i højre øverste hjørne. 
    • Nu betaler du. Du kan vælge imellem kortbetaling eller Mobilepay. 
  8. Kvitteringsside: 
    • Du ender nu på en kvitteringsside, hvor du kan se din ordreoversigt, og der er links til redigering af tilmelding, gensend kvittering, køb showbilletter og opret bruger/login i Mit DGI.
  9. Ordrebekræftelsesmail:
    • Inden for få minutter modtager du en bekræftelsesmail i din indbakke med din billet/dine billetter vedhæftet. Skulle mailen ikke komme frem, så har du mulighed for på kvitteringssiden at klikke på knappen "Gensend kvittering". Husk også at tjekke din spam- og reklamemappe. 

Gennemført tilmelding/Redigering af tilmelding

Når du har betalt, og din tilmelding er registreret, modtager du en bekræftelsesmail, hvor din billet/dine billetter er vedhæftet.

I mailen får du din rabatkode til at købe showbilletter til Åbningsshow, Efterskolernes Show og Afslutningsshow. I mailen er der også et link, så du har mulighed for at gå ind og redigere i din tilmelding efterfølgende frem til 20. april 2022. Du kan tilmelde dig flere aktiviteter og tilkøbe ekstra. Du kan også afmelde dig aktiviteter igen. OBS - du kan kun ændre i elementer, som du ikke allerede har betalt for. Når først noget er betalt, kan du ikke få refunderet pengene (Det vil sige: Landsstævnebillet, madbilletter, strøm og golfbilletter). 

Program og app

Når du har tilmeldt dig Landsstævnet, kan du gå tilbage til programmet på L2022.dk og logge ind med din bruger. Så vil du under Mit program, kunne se de idrætsaktiviteter, du har tilmeldt dig. 

Du kan så gå på opdagelse i alle de Kom og prøv-aktiviteter, der ikke kræver tilmelding og klikke på hjertet ved dem, der interesserer dig, og så vil de blive gemt som favoritter i Mit program. På den måde kan du i Mit program have et overblik over både dine favoritter og dine tilmeldinger. 

Når L2022-app'en åbner op i foråret 2022, kan du logge ind i den, og så vil du kunne tilgå Mit program derinde også og se dine tilmeldinger og favoritter. Du vil desuden kunne se dine billetter og få dem scannet ved indgangen. 

Der vil også være et kort i app'en og en masse praktisk information om Landsstævnet.