Holstebro/Ulfborg 1971 – En hyldest til mangfoldigheden

I 1971 afholdtes det 16. landsstævne i Holstebro og Ulfborg/Vemb Kommuner. 15.000 spændte deltagere var mødt op og parate til en folkefest af karakter, når signalet lød, og landsstævnet kunne sættes i gang.

Arne G. Larsen, redaktør på Landsstævnebladet 1971, sammenfatter, at stævnet dette år var præget af tankegangen om respekt for andres egenart. En tankegang der stadig i dag er en vigtig byggesten i DGI.

En lille scene med tusindvis af aktører

Holstebro og Ulfborg satte scenen til en folkefest, hvor mangfoldighed og fællesskab blev hyldet side om side med de sportslige aktiviteter, da landsstævnet løb af stabelen fra 22. – 25. juli. 

Godt tre år havde det taget at planlægge - godt tre dage tog det at afvikle. De 15.000 deltager og lige så mange tilskuere fyldte godt op i byens små gader, som summede af liv og glade dage.
 
Maden var også dette år en vigtig og uundværlig del af landsstævnet. Den blev leveret af Landbrugets Afsætningsudvalg, tilberedt af C.F-korpset og serveret af byens søde lottekorps.

Landsstævnets ca. 2.000 skytter startede tidligt på dagen på skydebanerne i Ulfborg. Der var ikke mindre end verdenspremiere på EL-markeringsanlægget SAAB BT-28, der gav mulighed for med det samme at optælle skyttens point og træfningens beskaffenhed.

Forskellighed og folkefest

Det var stævnets kendetegn, at der skulle være plads til store som små. Stævnleder Hans Jørgen Lørup og gruppen, der stod for planlægningen og afviklingen af dagene, havde for første gang inviteret forskellige organisationer og foreninger til at deltage i landsstævnet. 

Landsstævnet i 1971



Folkedans, amatørteater, klubarbejde, kunst og musik fyldte gadebilledet, hvor både gamle og unge deltog i glæderne. Også byens indbyggere involverede sig i festlighederne, og der var mildest talt ’gang i gaden’.

Det var sågar planlagt sådan, at en international folkemusikuge i Holstebro løb af stabelen på samme tid som landsstævnet. Der var musikere helt fra det nordligste Grønland over en række europæiske lande og helt til det orientalske Bahrin. Denne kobling markerede sig stærkt i bevidstheden og gav oplevelsen et universelt præg. 

Inspiration til de følgende stævner

Harmonikaspilleren i bybilledet. Prinsesse Benedictes besøg. Skuespillernes kreativitet. Atletikfolkenes målrettethed. Musikernes forskellighed. Boldspillernes samarbejde. Skytternes præcision. Folkedansens nærhed. Gymnastikkens æstetik. De ældres erfaring. De unges impulsivitet. 

Alt dette lagde formen for de følgende DGI landsstævner, hvor netop mangfoldighed, fællesskab og forskellighed dyrkes som bærende værdier.

Vi kan kun vise dig indholdet her, hvis du accepterer marketing-cookies. Ret dine cookie-indstillinger