Svendborg 2022 - udsættelse og glædeligt gensyn
DGI Landsstævne i Svendborg blev flyttet fra 2021 til 2022 på grund af corona og endte ud i en festlig forløsning af savnet fællesskab, store koncerter og fede idrætsaktiviteter.
DGI Landsstævne 2022 fik sagt farvel til Svendborg med et festfyrværkeri af et afslutningsshow. Over 8000 var aktive på græsset, herunder 5.700 efterskoleelever, og Car Park North spillede live.
Gennem fire dage fik de 20.743 Landsstævnedeltagere i både strålende sol og i plaskregn prøvet kræfter med et væld af idrætter og nydt det pulserende liv i Svendborg midtby.
Inden Landsstævneflaget blev taget ned var der taler af både DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen og statsminister Mette Frederiksen.
Statsministeren: Idræt binder os sammen
Statsminister Mette Frederiksen hyldede i sin tale både Landsstævne-deltagerne, publikum og arrangørerne. Og hun slag fast, at det er i idrætten, de stærkeste fællesskaber er.
”Landsstævnet er en stor fejring af det som idrætten er og det idrætten kan. Hvad den gør ved os, når vi træner sammen, sveder sammen, falder sammen. Det er godt for vores krop og vores sjæl. Og der er næsten ikke noget som idræt, der kan binde os mennesker sammen,” sagde Mette Frederiksen.
Til Landsstævnet gjorde 4.500 frivillige en kæmpe indsats for at få det hele til at løbe rundt. Og både til dem og til alle de tusinder af frivillige i idrætsforeninger havde statsministeren en særlig hilsen.
”Alle jer, der er frivillige. I er vores andres helte. Det er ligegyldigt hvad I laver, hvis vi ikke havde jer, så havde vi ikke nogen idræt i Danmark, så ville vi ikke have nogen fest i dag,” sagde Mette Frederiksen.
Landsstævnet har været en bølge
DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen sagde i sin tale til afslutningen, at Landsstævnet har været en kæmpe bølge af idræt og motion, musik og fest, tradition og tendenser, krop og sjæl, fordybelse og vildskab.
”Lige om lidt sidder vi på vej hjem. Med hovedet fyldt af indtryk. Vi skal hjem til hverdagen. Her er idrætsforeningerne vores bedste ramme for mangfoldige fællesskaber. I et foreningsliv, som er en hjørnesten i vores demokrati,” sagde Charlotte Bach Thomassen.
Drøn på idrætsaktiviteter
Landsstævnet rummer næsten alle typer af idrætter, og det beviste eventet endnu engang i Svendborg i 2022. De traditionelle idrætter som gymnastik, skydning, håndbold, fodbold, beachvolley, landevejscykling, MTB, floorball og badminton var som altid populære. Ligesom også golf, tennis, fitness, yoga og svømning hittede. De nyeste trends som padel, pickleball og SUP blev som forventet taget godt taget imod. Og de lidt mere atypiske af slagsen var også populære, og deltagere stod i kø for at prøve for eksempel Jabii, Combat Archery og Evotag.
Køen til at prøve den flydende badmintonbane var også til at tage og føle på, og det samme gjaldt ved Big Splash, hvor man kunne hoppe i bølgen blå i Svendborg Havn.
Samlet set bød Landsstævnet på over 30 idrætter og mere end 400 aktiviteter, og det var ikke kun udendørs, at landsstævnedeltagerne kunne boltre sig. SG Huset i Stævnecentrum bød på workshops inden for aqua fitness, aqua running, aqua yoga og på fast grund Hip Hop, House og puls og styrke-workshops.
Også på de seks gymnastikgulve rundt i Svendborg var der gang i den - og dét både i regn og sol.
Imponerende shows og forrygende koncerter
Alle med showbilletter kunne nyde fem vilde shows: Åbningsshow, Afslutningsshow, Efterskolernes Show, Verdensholdets Show og Gymnight. Alle med den samme power og energi som ved tidligere landsstævner. Med helt unikke L2025-præg og nye entusiastiske koreografer, elever og performere.
På koncertfronten blev både deltagere, svendborgensere og gæster forkælet med et line up af både store og mindre lokale kunstnere. For at nævne et par håndfulde navne bød programmet på for eksempel Malte Ebert, Blæst, Anne Linnet, Lars Lilholt, Jonah Blacksmith, Lord Siva, Chief 1 og Pauline.
Pulsen nåede også til Ollerup
I Ollerup udenfor Svendborg havde seniorlejren base - også kaldet Ollerup-dagene. Her deltog 229 seniorer i tre højskole-, aktivitets- og kulturdage som opvarmning til Landsstævnet. Under Landsstævnet havde Verdensholdets Show og Gymnight til huse i Ollerup. Ligesom der var flere idrætter som bordtennis, krocket, bowls, krolf, dans og musik, der afholdte deres populære aktiviteter dér.
Gensyn med Svendborg efter 27 år
Forventningerne var store til Svendborg! DGI Landsstævne 1994 bliver af mange husket som det bedste landsstævne igennem tiden. Så der var i den grad noget at leve op til for Svendborg Kommune, da de igen var vært i 2022. Men de leverede fuldstændig og mere til.
90 procent af landsstævnedeltagerne svarede i en tilfredshedsundersøgelse, at DGI Landsstævne 2022 levede op til deres forventninger, mens blot tre procent svarer, at Landsstævnet ikke levede op til forventningen.
Og 93 procent svarer, at de vil anbefale DGI Landsstævne til andre, for eksempel familie og venner.
”Som arrangører er vi helt utrolig glade for og også stolte af, at deltagerne har været så tilfredse med DGI Landsstævne. Både DGI og Svendborg Kommune har gjort sit ypperste for at give deltagerne gode idrætsoplevelser til Danmarks største idrætsfestival, og den bedste feedback er, når så mange deltagerne vil anbefale andre at deltage i DGI Landsstævne,” siger Jan Nielsen, der er eventchef i DGI.
Svendborg gjorde et godt indtryk på landsstævnedeltagerne. 98 procent svarede, at de oplevede Svendborg som en rigtig god eller god værtsby.
Når deltagerne skulle sætte ord på, hvad de forbandt med Svendborg, nævnte de blandt andet hygge, maritim stemning, natur og hav, idræt og sport, kulturliv og det gode liv.
Og 96 procent at deltagerne svarede ja til, at de kunne finde på at besøge Svendborg igen.
Et flot og mindeværdigt punktum for Svendborg. Eller komma. Måske vi ses igen om 27 år...
Vi ses i Vejle
DGI's næste landsstævne løber af stablen i Vejle d. 3.-6. juli 2025.