Landsstævne 1901 - Den skandinaviske fest

Det tyvende århundredes stævner startede i 1901 i Cirkusbygningen i København under betegnelsen ”Den skandinaviske fest”.

Landsstævnet i 1901 varede 5 dage, og både de svenske og norske naboer var repræsenteret.

Til stævnet kunne man tælle 967 gymnaster, fordelt på 19 hold og 2.870 skytter.

Kærlighed til land og folk

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet fik skytteforeningerne næring af den politisk spændte situation. Holdningen var, at det, der tabes udadtil, må vindes indadtil.

Skytteforeningernes medlemmer øvede skydning og trænede gymnastik for at holde sig i god fysisk form. Skyttesagen handlede imidlertid ikke kun om skydning og gymnastik. Ferdinand Kristensen udtalte til skytteforeningernes blad Ungdom og Idræt i juni 1901:

”Det er en Folkesag, der bunder i og bæres af den bevidste, vaagne Kærlighed til Land og Folk”.

Den holdning satte sit præg på stævnerne, hvor nationale symboler, faner og fædrelandskærlighed spillede en central rolle.

Gymnastikkens to fløje

Der var to fløje i dansk gymnastik: den ’gamle’, tyske retning og den ’nye’, svenske Ling’ske retning.

Ved Landsstævnet i København 1901 viste 15 ud af 19 hold den ’nye’, svenske gymnastik og 4 hold viste den ’gamle’, tyske gymnastikform.

Det fortælles, at selv de københavnske blade, der ellers var ret uvenligt stemte over for den nye gymnastik, udtalte sig anerkendende. 

Ved Landsstævnet i Silkeborg syv år senere, var den svenske gymnastik altdominerende.