Landsstævne 1976 – Under den bagende sol

23.000 deltagere satte ny rekord til landsstævnet i Esbjerg/Vingsted i 1976.

Stævnet, der nok især huskes for sin bagende sol og høje temperaturer, blev sat i gang, da 900 børnegymnaster indtog plænen i rask løb med balloner i hænderne.

Da åbningsceremonien var ovre, sendte børnene de mange balloner til vejrs i et smukt virvar – Landsstævne 1976 kunne begynde.

Nye aktiviteter

Også dette år var gymnastikken den dominerende idræt. Med ca. 13.000 farvestrålende gymnaster og med nye og utraditionelle indslag skuffede den bestemt heller ikke.

Landsstævnet i 1976

Men årets stævne var også kendetegnet ved at inddrage en række nye aktiviteter til den store idræts- og folkefest.

Både volleyball, badminton og bordtennis var nemlig på programmet for første gang.

Svømning som disciplin var også repræsenteret som en ’ny aktivitet’, selvom skrifter fortæller, at der også blev svømmet ved stævnet i 1935.

Ud over disse nye aktiviteter blev der også konkurreret i skydning, fodbold, håndbold og atletik. Ja, vel blev der konkurreret til landsstævnet, men på venskabelig vis, hvor ånden var: det handler om at være med.

Skydning: For unge som gamle

Også skytterne i Vingsted mærkede ånden og mangfoldigheden; der var plads til alle – unge som gamle. Stævnets yngste skytte var 11 år, og den ældste var 81. De lå sammen med de andre omtrent 2.800 skytter side om side og skød til måls.

Mellem koncentrationen og de mange affyringer var der også plads til hygge og familietid. De fleste skytter medbragte hele familien til en sommeroplevelse ud over det sædvanlige.

Der blev lavet aktiviteter med børnene, og der blev ligefrem opfundet et ”koneting”, hvor der var adgang forbudt for mænd. Her blev dagens aktiviteter og udflugter planlagt og drøftet over en kop kaffe – og vel nok også en omgang sladder.

Mad, mad og atter mad

Som altid var måltiderne et samlingspunkt på stævnet. Og der blev ikke sat så lidt til livs. Atmosfæren omkring spiseteltene er altid noget helt særligt, og der var et menneskemylder uden lige. Hver morgen blev der spist og drukket: 
  • 15.000 skiver rugbrød
  • 18.000 rundstykker
  • 500 kg smør
  • 3.000 liter mælk
  • 2.500 liter ymer
  • 600 kg ost

Hedebølge

Bagende sol, svedperler, spandevis af vand og isterninger, hatte i alle former og afstøbninger og letpåklædte, dasende mennesker kendetegner særligt stævnet i 1976.

Temperaturerne var høje – over de 30 grader- og det påvirkede stemningen på pladsen, hvor det kunne mærkes, at det var sommer. Det sløvede ikke de aktive, for når blot man tog sine forholdsregler, var det om at nyde den danske sommer. 

Der blev lavet hatte af Landsstævneavisen, der blev holdt ekstra lange pauser, der stod altid spandevis med vand langs banernes sider, bikinierne blev luftet, og man huskede at tage sine sokker på, hvis man skulle krydse den næsten sydende asfalt.