Landsstævne 2009 - De små fællesskaber

I 2009 var Holbæk værtsby for den store idrætsfestival, der af mange huskes som dagene, hvor de små fællesskaber blomstrede.

Til landsstævnet i Holbæk i 2009 mødte 20.278 deltagere op for at være sammen, dyrke idræt, lave sjov og udfordre sig selv – alt i mens solen skinnede fra en skyfri himmel.

'Danmarks Genialeste Idé'

Efter fem års forberedelse kunne landsstævnet i 2009 for alvor sætte i gang. 

Festlighederne startede, da Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen indtog deres pladser på stævnestadion. 

Efterfølgende blev publikum og aktive budt på det ene festlige indslag efter det andet. Blandt andet kunne de nyde forestillingen ”Holbæk holder vand”, der blev opført af cirka 500 gymnaster. 

Ca. 27.000 overværede den flotte åbning, og statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at det ville være på sin plads, hvis forkortelsen DGI stod for ’Danmarks Genialeste Idé’. 

Kom og vær med

Kom-og-vær-med-aktiviteterne kendetegner landsstævnet i Holbæk, hvor der var ikke mindre end 186 af slagsen. 

Det var et ta’ selv-bord af lækre aktiviteter, og stadig flere stævnedeltagere kommer til stævnerne for at smage noget nyt. Prøve noget anderledes og udfordre sig selv. Aktiviteterne rakte fra kajak, løb, mountainbike til fitness, masteklatring og body & mind. 

Landsstævnet i 2009

For skytterne var noget nyt, biathlon, der bedst kan sammenlignes med skiskydning uden ski og sne. 

Mange deltagere nød også at spille beachvolley. Det varme sand mellem tæerne, den strålende sol og den gode stemning fik tankerne til at flyve mod eksotiske himmelstrøg. 

Ja, vejret var så strålende, at sygeplejesker og Røde Kors’ samaritter måtte behandle flere for hedeslag. 

Fællesskaber - de små og det store

Et landsstævne består af mange fællesskaber – små som store. Et stort fællesskab byder på arrangementer, hvor mange tusinde er samlet om en fælles oplevelse, mens arrangementer for de små fællesskaber er mere intime, foregår mange steder og byder på en række forskellige oplevelser. 

Det store fællesskab viste sig blandt andet i al sin pragt til åbningen af stævnet. Festaftenen med det store efterskolehold og Peter Mygind gav også en helt særlig og mindeværdig følelse i kroppen. 

De små fællesskaber bestod blandt andet af arrangementer i Holbæk by, hvor alle kunne prøve, udforske og se, hvad de mange lokale aktører bød ind med.

Der var aktiviteter lige fra rollespil over rulleskøjteshow til højskoleteltets overraskelser. Det var også særlig populært til stævnet at hylde fællesskabet i Biergarden med blandt andet dans, øl og tyrolermusik som rekvisitter. 

Et landsstævne er fællesskaber, der mødes. Lige fra den lille gruppe til det store hold. Alle møder hinanden til fælles oplevelser på tværs af idrætter og alder for sammen at lave et brag af et stævne. 

De mange små fællesskaber på landsstævnet er samtidig en del af et stort landsstævne-fællesskab, som møder hinanden hvert 4. år.