Landsstævne 2013 - de mange valgmuligheder

I juli 2013 var et varmt og solbeskinnet Esbjerg vært for den store idrætsfestival, der af mange deltagere huskes for de mange valgmuligheder for at prøve forskellige aktiviteter.

"Ta' del i energien" lød det overordnede tema for DGIs landsstævne 2013 i Esbjerg og det tog alle 23.280 deltagere og mange af byens borgere alvorligt 4.-7. juli.

Energien viste sig på flere måder: I den iver deltagerne kastede sig over de mange aktiviteter, de havde tilmeldt sig. I den iver de udviste ved koncerterne og hyggen i festområdet over for stævnecentrum. I den iver deltagerne udviste i deres stadige strøm af billeder og positive beretninger via de socale medier Twitter og #Instagram.

Inden da havde stattsminister Helle Thorning-Schmidt officielt åbnet landsstævnet bl.a. med ordene:

"Det er det, det handler om: At være en del af et fællesskab og have det sjovt med sine venner. Uanset om man spiller kroket, går til jiu-jitsu eller mere er til træklatring. Og uanset, om man er 10 år eller 70 år. Sporten, hyggen og fællesskabet lever hver dag over hele Danmark".

"Og i dag vil jeg gerne sige tak til de mange, mange frivillige, der gør det muligt. Det frivillige arbejde er en grundsten i vores demokrati. I vores fællesskab. I det Danmark, vi holder af". 

Kampagnen "Fedt at du er frivillig" blev lanceret på landsstævnet.

En festlig start

Efter statsministerens tale tog åbningsceremonien fart inden for temaet ”Oplev suset og Ta' del i energien".

Landsstævnet i 2013

En fyldt Blue Water Arena blev vidne til et show, hvor tilskuerne kom med på en rejse igennem universer af ynde, liv, farve og sprudlende bevægelse i selskab med DGI’s Verdenshold, elevholdet fra gymnastikhøjskolen i Ollerup, DGI Sydvest, DGI Storkøbenhavn og en masse andre spændende kunstnere og aktører. 

Inden da havde 10.000 af deltagerne marcheret i en slange fra Esbjerg midtby til stadion, hvor de flettede ind med 4.600 efterskolelever inden deres indmarch på grønsværen.

Alsidige aktiviteter

Landsstævnet i Esbjerg var det første, hvor deltagerne kunne sammensætte deres eget alsidige og fleksible  program. Det gav en frihed og en lyst til at føje velkendte og uprøvede aktivteter sammen.

Bør før, under og efter stævnedagene var der ros til den nye stil fra mange af deltagerne. 

De fik spillet deres fodboldkampe, givet deres gymnastikopvisninger og andre af de 22 idrætter, men de fik også testet deres mod i en havkajak, kørt mountainbike, svedt i løbesko og snuset til bl.a. nye fitnesstrends i en lang række workshops.

Idræt og fest forenes

Overalt i og omkring Esbjerg boblede det af idræts- og motionsglade mennesker fra hele landet. 

Det gjorde det til opvisninger og shows i Blue Water Arena, på fodboldbanerne, i hallerne, i skovene, i havnen, ved stranden, på landevejen, på grusbanerne og i festområdet 'Gryden' ved stadion, hvor hyggestunder smeltede sammen med vennetræf, fest og koncerter med bl.. Nabiha, Wafande, Shaka Loveless, Rasmus Seebach, Søs Fenger og Johnny Madsen.

Et af de steder, hvor stemningen blev lige så fortættet som solvarmen, var street soccer anlægget lige uden for superligastadionet. 

Her blev EM i street soccer, panna og freestyle med en fodbold afviklet foran fyldte tilskuertribuner. Her blev tilskuerne vidne til en sand parade af ekvilibristiske fodboldfinter, jonglering og underholdende 4 mod 4 kampe.

I street soccer turneringen endte Danmark med at vinde finalen og dermed EM for andet år i træk.

En mediesucces

Landsstævnet i Esbjerg skabte stor interesse hos tv-seerne. DR tiltrak 1.381.00 seere til deres fem udsendelser fra torsdag til søndag. De seks TV 2-regioner, der valgte at dække stævnet, havde tilsammen over en million seere i deres 19:30-udsendelser med reportager fra landsstævnet. 

Da landsstævnets åbningsshow blev transmitteret i tv torsdag den 4. juli var der rundt regnet 780.000 seere. DR havde 431.000 seere til deres udsendelse fra kl. 20-21. Og en sammentælling af TV2 regionernes seere i 19:30-udsendelserne plus TV2 regionernes 24-timers kanaler har vist, at de havde omkring 350.000 seere.

Også på de sociale medier blev landsstævnet fulgt med stor interesse. Deltagerne bidrog med deres egne stemningsbilleder og kommentarer på landsstævnets facebookside, instagram og twitter. Desuden blev landsstævnets app til mobiltelefoner downloadet 17.500 gange.

Hyldest til de frivillige

Da DGI søndag den 7. juli rundede det 26. landsstævne af, skete det med seje cykelkunster, dunkende rytmer og masser af andre spektakulære indslag, der skabte et spektakulært afslutningsshow. 

Kulturminister Marianne Jelved var imponeret over landsstævnet og den energi, der var i afslutningsshowet, da hun lukkede landsstlvnet med ordene:

"I har løbet, danset og spillet bold til den store guldmedalje. I har bevæget jer mentalt og socialt, og I har prøvet nye idrætter. De mange frivillige har taget ansvar for at bevæge fællesskabet. Det har de gjort på landsstævnet, og det gør de hver eneste dag i foreningerne".

DGIs formand Søren Møller var inde på de samme tanker i sin afslutningstale:

"Vi har foldet hele farvepaletten ud. I har hver især sammensat jeres program, og at dømme efter jeres smil og stemningen, så har vi haft et rigtig godt landsstævne".

Han slog også fast, at Esbjerg og Esbjerg Kommune har leveret de perfekte rammer for landsstævnet, og at de 3700 frivillige har gjort en kæmpe indsats.