Landsstævne 2017 - inspirerede med nye aktiviteter

DGI Landsstævne i Aalborg sluttede med et festligt afslutningsshow. Og Landsstævnet gav folk smag for at prøve nye aktiviteter.

DGI Landsstævne sendte de 25.127 deltagere hjem fra Aalborg med et stemningsfyldt afslutningsshow på Aalborg Stadion. Showet gav smagsprøver på de mange forskellige idrætter, der var til Landsstævnet, og der var indslag med United By Streets – et særligt tiltag for at gøre flere unge aktive, bl.a. med gadeidrætter. Også DGI Verdensholdet begejstrede publikum.

”Landsstævnet har vist, at dansk idræt har stærke og livskraftige rødder. At dansk idræt er dynamisk og levende – at nye aktiviteter hele tiden finder plads,” sagde DGI’s næstformand Birgitte Nielsen.

Også finansminister Kristian Jensen, der selv var aktiv deltager i Landsstævnet, holdt tale.

”Vi har haft nogle uforglemmelige oplevelser, nogle fantastiske dage og mødt nogle vidunderlige mennesker. Landsstævnet er ved at slutte - samtidig begynder det at leve for evigt i vores minder,” sagde Kristian Jensen.

Run på nye aktiviteter 

Landsstævnet gav i den grad deltagerne smag for at prøve noget nyt. Lørdag strålede solen, og der var bl.a. run på de mange aktiviteter i Vestre Fjordpark, Aalborgs nye rekreative område.

Landsstævnet i 2017

Køen til at prøve den flydende badmintonbane var lang, og der var 1000 der prøvede kano og kajak. Over 1200 gav sig i kast med kystlivredning – også kaldet Ocean Rescue Camp. Og 122 var klar til triatlon.

Samlet set bød Landsstævnet på over 25 idrætter og mere end 400 aktiviteter, og det var ikke kun udendørs, at folk havde lyst til at prøve noget nyt. Det er in at kombinere forskelle idrætter og f.eks. flytte aktiviteter fra land til vand, så der var fuldt hus til workshops i aqua running, aqua intervaltræning og aqua yolates.

Også på de fem gymnastikgulve i Aalborg midtby var der gang i den, 200 var med til mountainbike løb, og 300 deltog i biatlon – en kombination af skydning og løb.

5000 frivillige og 350 skader

Landsstævnet blev skudt i gang for de 25.127 deltagere 29. juni med regn og blæst til åbningsaftenen på Havnefronten i Aalborg. En samlet opgørelse viste på afslutningsdagen, at 5000 frivillige havde givet en hånd med.

Aalborg summede af liv, men Landsstævnet var beredskabsmæssigt særdeles fredeligt.

Nordjyllands Politi betegnede dagene som ”helt almindelige.” Samaritter ved Landsstævnets aktiviteter behandlede omkring 350 skader, herunder mange vabler.

Vi ses i Svendborg

DGI's næste landsstævne løber af stabelen i Svendborg d. 1.-4. juli i 2021.