Trailløb i Harzen, september 2019

Hvornår
5. sep kl. 21:00 - 8. sep 2019 kl. 14:00
Hvor
Harzen Tyskland, Tyskland
Hvem
Alle fra 18 - 80 år.
Letøvede, Øvede

Nummer
2019 10 06 6001

Tag med DGI Sydøstjylland på trail-løberejse fra 5. - 8. september 2019 til Harzen.

Her venter flotte naturoplevelser, udfordrende spor og små hyggelige landsbyer.

OBS: Turen er udsolgt, men erfaringer fra tidligere år er, at der kommer et par afbud inden sommerferien. Så tilmeld dig standby liste, så kontakter jeg dig, hvis der kommer afbud til turen.

Rejsen strækker sig over 4 dage med indkvartering torsdag aften og hjemrejse søndag efter en formiddagstur i løbeskoene..

Turene vil foregå i to grupper, hvor tempo og distance tilpasses deltagerne. Der er fokus på det sociale, og der vil i løbet af dagen være god tid til fotos, snacks og socialt samvær.

Der er forskel på hvor langt de 2 grupper løber, og du kan skifte mellem de 2 grupper i løbet af turen. Under vigtig information, kan du læse lidt om vores forventninger til dig som løber.

Gruppe 1:

Fredag: 8 - 12 km formiddag. Om eftermiddagen mulighed for en tur på 7 - 8 km, eller en eftermiddag på egen hånd. Dette beslutter du blot på dagen.

Lørdag: Heldagstur på 20 - 24 km

Søndag: 8 - 12 km inden hjemrejse.

Gruppe 2:

Fredag: Heldagstur 20 - 24 km.

Lørdag: Heldagstur på 26 - 32 km

Søndag: 13 - 15 km inden hjemrejse.

Underlaget er en blanding af små singletracks med rødder og klipper, vandrestier og større skovveje. Vi løber på et absolut minimum af asfaltveje for den bedste trailløbsoplevelse. Harzen er meget kuperet i forhold til terrænet i Danmark, så forvent masser af højdemeter og flotte udsigter.

Med i prisen er:

  • 3 overnatninger i en ægte Harzen-tidslomme på ”Wolfs-Hotel” i byen Clausthal-Zellerfeld.
  • Indkvartering sker i 2- eller 3-personers værelser.
  • Halvpension og mulighed for at smøre en let madpakke til dagens udfordringer.
  • 2 instruktører der kender området særdeles godt.
  • Fællestræninger: 9. maj i omkring Horsens/Vejle og 18. august (sted ikke besluttet). Fællestræningen 18. august er placeret således, du kan bruge den som din sidste lange tur inden Harzen. Vi laver den så tæt på virkeligheden, i forhold til Harzen, som muligt. Dvs. en tur på 3 - 4 timer inkl. pauser, madpakke mv.

Prisen inkluderer ikke aftensmad torsdag aften og transport til Harzen. DGI Sydøstjylland sørger dog for koordinering af fælleskørsel, hvilket aftales indbyrdes og på facebooksiden (DGI Trailløb Harzen 2019) inden afrejse.

Vi forventer, at du deltager i minimum den ene af fællestræningerne, da det betyder utroligt meget for selve turen, at instruktørerne kender gruppen. Er du forhindret begge datoer, bedes du kontakte os for nærmere aftale.

Information om fællestræningerne kommer på Facebookgruppen, og sendes også direkte til tilmeldte deltagere. Vi håber også, at deltagerne har lyst til at byde ind med fællestræninger i eget lokalområde, disse udbydes også via Facebookgruppen.

Vigtig information

  • For deltagelse på denne tur, er det en forudsætning at du inden afrejse er øvet løber. Du skal være vant til at løbe i terræn, og være interesseret i at løbe en del træningskilometer i terræn før turen.
  • Gruppe 1 deltagere er i form til at løbe 15 – 17 km. Det behøver ikke være terræn, men du skal dog være vant til at løbe i terræn, og være interesseret i at løbe en del træningskilometer i terræn før turen.
  • Gruppe 2 deltagere skal som minimum være i ½ maraton form inden afrejsen. Og her gælder lysten til at træne terræn selvfølgelig også.
  • På turen kommer du ud på ture længere end det vi forventer du kan løbe inden turen. Men husk det over mange timer, og med pauser undervejs.
  • På dagsturene skal du medbringe en lille løberygsæk med en vindjakke, væske og energi/madpakke, ligesom et par gode grove trail-løbesko også er en stor fordel på de tekniske spor.

Kun 20 pladser!

Turen afholdes af DGI Sydøstjylland, som er registreret i rejsegaranti fonden.

Video fra fredagsturen 2018:

Esben Mølsted Christensen, Jens Christoffersen, Jens Stel

Andre spændende arrangementer Vis alle arrangementer