Lækkert Løb

Hvornår
2. okt 2021 kl. 14:00 til 16:00
Hvor
Krøyers Have, Skolegade 3a, 5700 Svendborg, Danmark
Hvem
Udøvere, begynder, letøvede, øvede

Nummer
2021 16 06 4507

Her løber vi ikke på tid, men på gode oplevelser.

Vi varmer op til Landsstævnet i 2022, og du kan være med. 
Kom og få en forsmag på herlighederne på 3 smukke ruter, hvor du vil opleve landsstævnebyen både i centrum og fra vandkanten. 
Løb fra 2,2 km til 12,5 km alt afhængigt af, hvad du har lyst til. 
Udover lækre løberuter byder dette arrangement også på kreative aktiviteter, indslag og smagsprøver på sydfynske fristelser. Alt sammen for at sprede god stemning, glæde og gejst til jer der løber med. 
Løbet er uden tidtagning, men vi lover, at du vil nyde tiden endnu mer´ - for vi har kræset for dig.

Vælg 1, 2 eller 3 ruter:

  • SUND – 5,8 km- Udsyn, vandkant og ø-kig 
    Vi løber langs vandet til Christiansminde og nyder udsigten over Svendborg Sund med kig til både Tåsinge og Thurø. På vejen hjem skruer vi op for dampen og sætter fut i fødderne på den gamle jernbane. Se ruten her
  • SANS – 2,2 km - Optur, trapper og toppede brosten 
    Kom med op ad havnetrappen og ind i de smalle gader i centrum. Mærk den nye belægning under skoene og den gode stemning i de små, hyggelige gader og kroge. Se ruten her
  • LYST – 4,5 km - Lystbåde og havnefart. 
    Få et kig ind i havnemiljøet på denne skønne rute, der går fra arbejdshavn til lystbådehavn. 
    Vi kommer forbi de arbejdende kulturværksteder og Det Gamle Værft, og måske er du endda heldig at få et glimt af delfinen Delle, der er vild med at boltre sig i havnens vand. Se ruten her

Løbet er lavet i samarbejde med SG Atletik, Tved G&I, SPULT og Kulturregion Fyn.

Vigtig løbsinfo, som du skal have læst inden deltagelse i Lækkert Løb. 
Ruterne er afmærket, og der vil være vejvisere på udvalgte steder, så det er nemt at finde rundt. Der er ikke tidtagning, du kan tage det stille og roligt på ruten, så både du og de andre deltagere får den bedst mulige løbeoplevelse – nyd naturen og byen. Hvis du vil udfordre dig selv, er du selvfølgelig velkommen til at tage din egen tid.

Husk: Færdselsloven skal overholdes alle steder. Veje krydses ved fodgængerfelter hvis muligt – og vejvisernes henvisninger skal altid efterleves. Vis hensyn til alle andre på ruten – både deltagere og trafikanter. Og vi sviner selvfølgelig ikke på ruten og i naturen.

 
Parkering: Der henvises til offentlig parkering i byen. Det er efter lukketid, så der skulle være pladser. 
Toiletter og bagageopbevaring findes på pladsen.

Andre spændende arrangementer Vis alle arrangementer