Rygsmerter ved løb

Løbetræning er med til at stimulere ryggen og rygmusklerne, så har man de rigtige løbesko og starter op med en passende træningsmængde, er løb kun sundt for kroppen

Spørgsmål til fyssen

På dgi.dk har man tidligere kunnet stille spørgsmål til idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen.

 

Denne artikel er ét af hans mest populære svar, som forhåbentlig også kan hjælpe dig.

 

Vær dog opmærksom på, at svaret er mere end to år gammelt, og anbefalingerne på området kan være ændret.

Spørgsmål fra Brian Andersen:

Jeg er en 33 årig mand med lændeproblemer og slidgigt i rygsøjlen. Jeg har i den forbindelse også adskillige massage, fys, kiro og læge-besøg på den konto.

Jeg har fået nogle redskaber til selvhjælp af mine rygproblemer, bla. Mc. Kenzie.

Jeg har søgt på nettet efter svar på et spørgsmål og har læst Svends klumme vedr. løb trods discus.

Jeg har kigget mig omkring på nettet, bla.a. gigtforeningen, men har ikke fundet svar – måske kan du hjælpe mig ?

Jeg ynder at styrketræne samt løbe. Jeg har fra to uvildige kiropraktorer hørt, at løb er skidt for ryggen.

Jeg har fra anden kilde hørt, at de stød, man får i ryggen ved løb, kan være med til at opbygge/vedligeholde ryggen – det gælder vel især musklerne?

Men gælder det også knogler og bruskskiver?

Hvad skal jeg tro på? Skal jeg stoppe mit løb, som i øvrigt kun volder mig småproblemer med ryggen?

Håber du har tid og lyst til at give mig afklaring i forhold til min ryg og mit løb, som forhåbenlig kan leve i overenstemmelse med hinanden mange år endnu.

Svar fra idrætsfysioterapeut Svend B. Carstensen:

Ja, du har sikkert hørt mange forskellige ting fra de behandlere, som du har besøgt – gætter jeg på.

Nu er det jo ikke nogen særlig præcis diagnose, som du har på din ryg, nemlig slidgigt. Det er udtryk for, at der er noget slidtage i led og knogler i din rygsøjle. Og det får vi alle sammen i større eller mindre grad med årene.

Det lidt ’trickie’ her er, at der er mennesker, som ifølge røntgenbilleder har en frygtelig masse slidgigt i ryggen, men slet ikke har gener eller ondt i ryggen – og løber uden problemer. Og omvendt, mennesker med en smule slidgigt, der har store problemer med ryggen. Med andre ord – slidgigt er en bred og ikke særlig præcis diagnose med hensyn til hvilke gener, det giver.

Så jeg kan godt forstå, hvis du måske er lidt forvirret og usikker på, hvad du må og ikke må med din ryg.

Vi har at gøre med et meget komplekst område – ryggen – hvor der ikke er nogen, som sidder inde med ’de vise sten’. I mange tilfælde er det slet ikke muligt, i hvert fald ikke med 100 procents sikkerhed, at fastslå årsagen til rygproblemerne. Men – og det er vigtigt – der er bred enighed om, at det gælder om at træne og styrke ryggens muskler bedst muligt, så vi får et godt og velfungerende muskelkorset, der kan styre og passe på ryggen. Og det kan så gøres på mange forskellige måder. Her kan løb være én af de måder, som man træner ryggen på.

De fleste vil holde deres rygsøjle omkring en neutral stilling under løb. Og løb sætter en masse muskelarbejde i gang i ryggen, fordi man laver en såkaldt ’kontrarotation’ i kroppen, det vil sige, at man fører modsatte arm og ben frem ved hvert løbeskridt. Det medfører en naturlig rotation i ryggen, og det kræver arbejde af mange af de små og vigtige muskler omkring rygsøjlen. Og ja, løb giver et stød op gennem kroppen, men det behøver ikke at være noget problemer for rygsøjlen, dels er stødet dæmpet, før det når ryggen, og dels er ryggen bygget til at dæmpe stød – så det kan faktisk være med til at stimulere ryggen og rygmusklerne.

Så er jeg faktisk noget ked af dine ’uvildige’ kiropraktorer, hvis de – som du refererer – mener, at løb generelt er ’skidt for ryggen’. Det betyder jo, at vi skal fraråde alle at løbe. Så den påstand gad jeg da godt se noget dokumentation for. Jeg tillader mig i hvert fald at være uenig indtil videre.

Om løb dur for dig, ved jeg ikke. Men jeg synes da, at du skal prøve dig frem. Jeg bider mærke i, at løb kun giver dig ’småproblemer’, og jeg er helt sikker på, at din ryg nok skal sende dig en hilsen, hvis det ikke dur.

Så jeg mener bestemt ikke, at du stoppe dit løb, hvis du gerne vil løbe. Tværtimod mener jeg, at det er en stor fordel for din ryg, hvis du kan få det til at fungere med løb. Måske skal du dog være ekstra opmærksom på at få de rigtige løbesko og være påpasselig med din træningsmængde – blid start og gradvis opbygning.

Rigtig god ryg og løb.