Jeg kaster min hvide Up ind i en bås uden for ØSVN-hallen og tilslutter mig som den sidste en flok af regnjakker og fødder, der går på stedet. Vorherre har en time inden afgang åbnet for sluserne og givet landmænd og haveejere det, de har længtes efter i tre uger: Vand.

Om der er en sammenhæng mellem min ankomst og det faktum, at skyerne trækker sig i samme sekund, jeg smækker bildøren efter mig, vil jeg lade være op til læseren. Men solen nærmest fråser med dagens sidste lys, idet det rammer rapsmarker og det levende hegn, som fører os ind under trætoppene.

Dagens tur er på seks kilometer og foregår i raskt tempo. Vi går ikke efter vejnavne, men bliver sendt i retning af en eller anden landsmands gård. Den ved alle jo hvor ligger, griner flokken af regnjakker. Og selvom jeg hverken kender landmanden eller området, vi går i, så føles det dejligt hjemligt, når man som jeg er opvokset derude, hvor man kan vinke til naboen, men ikke se, om han har bukser på.

Det føles hjemligt, når man som jeg er opvokset derude, hvor man kan vinke til naboen, men ikke se, om han har bukser på

Ad snoede stier i snakketempo

We Walk er gåture arrangeret af dig og mig og åbne for alle. På hjemmesiden har jeg fundet mig en tur på seks kilometer og møder op iført passende fodtøj. Jane Iversen tog som gå-vært imod mig, og uden yderligere introduktion faldt jeg naturligt i snak med Vibeke og Sonja, der jævnligt går med på tirsdagsturen, som de sidste fire år har ligget klokken 17.00.

"Det betyder bare noget, at det er et fast tidspunkt og jeg ved, der står nogen og venter. Jeg skal nok selv få gået også, men tirsdagsturen kan noget andet, fordi vi går sammen og snakker," siger Vibeke.

Som en slange bevæger vi os synkront ad stier, over marker, gennem skov og ud i det kuperede terræn. Midt på en smal bro gør Jane Iversen holdt. Til lyden af det rindende vand under os fortæller hun historien om, hvordan den gamle jernbanebro først var nedlagt, men for fire år siden blev genopført. Og da vi passerer et shelter viser hun, hvordan områdets børnehaver tager på tur hertil og skoleklasser laver bål.

"Jeg synes bare, det er lidt sjovt også at fortælle om det område, vi bor i. Vi har en fantastisk aktiv idrætsforening, en god hal og et dejligt område, som vi kan bruge. Men man skal jo kende til det," som Jane Iversen siger.

Og som førstegangsdeltager på hendes ture kan jeg kun give hende ret. Jeg forestiller mig, at hvis jeg var tilflytter, var hendes gåtur det første jeg ville melde mig til. For her lærer du lynhurtigt både området og en flok lokale at kende.

En pølse i enden

Turen tager os både forbi vandløb, forårsgrønne enge med græssende køer og skrænter, som skal bestiges i det tempo, som passer den enkelte.

"Vi oprettede holdet, fordi vi ville lave et tilbud til voksenmålgruppen i området. Og så har vi gået lige siden. Nogle gange er vi fire andre gange 12, men der er altid nogen at gå med," siger gåværten.    

Tilbage ved hallen, hvor vi startede, rammer duften af grillpølser vores næser. Dagens gåtur er nemlig et We Walk-arrangement og derfor er der gjort lidt ekstra ud af det. Så hvis ikke en gåtur i godt selskab er tillokkende i sig selv, så kan man gå for de gode pølser.

Men Jane og resten af flokken mødes igen næste tirsdag. Og hvis jeg skal med der, må jeg hellere køre hjemmefra fem minutter før: 

"Vi er til at regne med. Vi går hver tirsdag klokken 17 sharp. Kommer du fem minutter over, så er vi gået."