Læg en ny rute for dit vinterløb

Træk lidt kilometer fra i det samlede regnskab, og find en ekstra udfordrende – og måske endda hyggelig - rute i de kolde vintermåneder.

Palle Nielsen viser vej til DGI Crossløb i Odense - i artiklen viser han vej til bedre løbeoplevelser. Foto: Kir Klysner

”Det er sjovere at løbe crossløb end at løbe lige ud af landevejen. Der tænker jeg hele tiden på, hvornår jeg kommer i mål. Men man skal stadig huske at mærke efter i kroppen.”

5 gode grunde til at træne crossløb

  1. Du får set naturen 
  2. Du får trænet dine muskler på en ny måde 
  3. Du får skærpet sanserne og testet koordinationsevnen 
  4. Du har fuld fokus på at løbe – ikke på målet og på tiden
  5. Du får trænet kroppen, så du er mere klar til løb på landevejen

Sådan siger Bent Laursen fra Nyborg. Han startede med at løbe i 2014, og hans allerførste løb var i DGI Crossløb-serien på Fyn, hvor han trænede op til sit første halvmaraton. Bent Laursen fik en fiberskade under crossløbet. Derfor påmindelsen om stadig at mærke efter, uanset om du løber på asfalt eller i skov.

Skov og natur er ikke så hårdt for bentøjet som asfalt

Selvom Bent Nyborg var uheldig i sin første oplevelse med det kuperede terræn, får skader eller frygten for samme ellers i stigende grad løbere til at fortrække til netop skov og natur. Specielt i de kolde og mørke vintermåneder kan en afstikker i naturen, væk fra asfalten, være en god adspredelse til løbetræningen.

”Det er ikke så hårdt for bentøjet som på asfalt,” siger Palle Nielsen fra Næsby Gymnastikforening. 

Palle Nielsen har været med til at tilrettelægge løberuten i Snapindskoven i Odense, som er en del DGI Fyns Crossløb-serie. Her går ruten igennem et terræn med varieret underlag og mange bakker. Der er kun 100 meter på den tre kilometer lange rute, der er på asfalt.

Lad turen gå til…

  • Skov
  • Strand
  • Et bakket område
  • Et sted, hvor naturen har lagt forhindringer til dig
  • Steder med varieret underlag
  • Steder, hvor du skal skifte tempo

En opfordring til at afvige fra de vante løberuter

Ruten er også tilrettelagt, så løberne skal igennem en fold, hvor der går får, og de skal generelt variere deres løb til både brede og smalle stier. Ruten er en opfordring til løberne om at variere deres løb og bruge skovens muligheder. En opfordring Palle Nielsen også til daglig giver til løberne i Næsby Gymnastikforening, og som løbere over hele landet skal prøve at huske på.

”De fleste vil gerne, når vi snakker om det, men når de så skal af sted, er der mange, der holder sig til de vante ruter på vejene.”

”Jeg synes, det er hyggeligere at løbe her i skoven, og man behøver ikke jagte hastigheden,” slutter Palle Nielsen.