Løb: Sådan stopper du din indre stemme, der beder dig sætte farten ned

Din mentale styrke har stor indflydelse på, hvordan du reagerer, når din indre stemme beder dig sætte farten ned. Løsningen er at træne din mentale styrke som løber.

Løb er en udholdenhedsidræt og mentalt udfordrende. Mental styrke er derfor rigtig godt at arbejde med som løber. Foto: Niels Aage Skovbo

Har du nogensinde oplevet, at en indre stemme sagde til dig, at du skulle sætte farten ned - måske fordi du synes, du havde det hårdt? Hvis du er løber, så har du garanteret, for det er nemlig en helt almindelig og naturlig reaktion, når du presser din krop.

Men hvordan kommer du over det på den bedste måde? Det kan din mentale styrke kan have stor indflydelse på. Mental styrke er rigtig godt at arbejde med som løber, da løb er en udholdenhedsidræt, hvor vi bliver udfordret rigtig meget på den mentale del. Lige så meget som på den fysiske del. En af de måder, vi kan gøre det på, er ved at løbe bestemte træningspas. Her i artiklen får du eksempel på en makkerøvelse, som træner din mentale styrke.

Øvelsen er en slags "Kongens efterfølger", som du måske kender, hvor man skiftevis laver et temporyk. Den vender vi tilbage til. Først lidt basal introduktion til at arbejde med mental træning som løber.

Find en tilpas udfordring

Ligesom med al anden træning, skal du sikre dig, at du ikke sætter et for hårdt træningspas op. Mentaltræning kan være rigtig hårdt, og kan også påvirke din motivation for at løbe negativt, så dosér træningen i en mængde, så du finder den udfordrende, men også sjov.

Mentaltræning kan have en så stor indflydelse på din løbemotivation er, at du sætter træningen op på en måde, som ændrer din løbeoplevelse og gør det mere mentalt udfordrende end normalt.

Øvelse: Kongens efterfølger

Her får du eksempel på en øvelse, du kan lave, hvis du løber sammen en flok løbere på nogenlunde samme niveau som dig. Find sammen i grupper på en runde - det kunne være en atletikbane, men det kunne også meget vel være en runde i skoven eller andet - alle skal blot kende ruten.

Fremgangsmåden i træningen er baseret på temporyk i en slags “kongens efterfølger”. Det foregår på den måde, at I aftaler en rækkefølge. I begynder da at jogge, og på et selvvalgt tidspunkt (efter opvarmning) begynder den første i rækken at øge tempoet - altså lave et temporyk. Det er den person, der laver temporykket, som bestemmer hvor hurtigt, der skal løbes, og i hvor lang tid. Efter temporykket jogger I igen, og når næste person i rækken er klar, bliver der lavet temporyk igen. Sørg for at jogge i et tempo, hvor alle kan få pusten.

Idéen med træningen er, at dem, der ikke laver temporyk, skal forsøge at lægge alle tanker til side, og kun fokusere på at følge med. Den mentale udfordring ligger både heri - altså at forsøge “single tasking”, men også i usikkerheden omkring det ukendte i både hastighed og distance for temporykket.

Den, der løber forrest, skal naturligvis forsøge at afpasse rykket således, at de andre kan følge med, men det må meget gerne blive rigtig hårdt.

Variationer til øvelsen 

Som variation til ovenstående pas er der forskellige muligheder. Der er eksempelvis mulighed for, at det er en træner, der fløjter/råber, når man skal starte og stoppe temporyk. Det kræver dog naturligvis, at I løber på en runde, hvor træneren kan råbe alle op.

I kan også vælge ikke at have nogen fast rækkefølge, så næste ryk blot bestemmes af, hvem der byder først ind. Slutteligt er der også mulighed for, at forreste mand bestemmer ruten - denne mulighed kan være velegnet, hvis I eksempelvis træner på en græsplæne eller i en park.

Vigtigt at evaluere efter træningen

Ved denne slags træningspas, hvor man presser det mentale, er det vigtigt, at I sørger for at lave en evaluering efter træningen;

  • Hvordan virkede temporykkene?
  • Var det sjovt?
  • Blev I presset mentalt?
  • Er der noget, der skal ændres til næste gang?

Det er værd at huske, at man gerne skulle blive presset mentalt under træningspasset, så dette spørgsmål er lige så meget et kvalitetstjek af træningen - hvis du ikke blev presset mentalt, kan du generelt forsøge at tilføje flere usikkerheder (fx fri rækkefølge eller frit rutevalgt).

Der er også mulighed for at øge udfordringen ved at lave ruten mindre interessant; det er altid nemmere at løbe, hvis det er sjovt, og derfor vil en super sjov rute give en rigtig god løbeoplevelse, men vil samtidig måske ikke være mentalt udfordrende nok.

Vær ærlig over for dig selv, og dosér den “kedelige træning” i rette mængder, så du også har lyst til at løbe i morgen.

Se øvelsen forklaret i videoen: