Løbetræning er som at komme i tivoli

John Thomsen er kommet op af sofaen og ned i løbeskoene - motivationen er i høj grad den store variationen i træningen. Du kan også "løbe med".

John Thomsen i den hvide trøje er vild med variationen i løbetræningen Foto: Privat foto

”Du bestemmer selv, om du vil i rutsjebanen, eller du vil i karrusellen, der sker hele tiden noget forskelligt. Det er det, der gør, jeg holder ved. Var det bare lige ud af landevejen, så var jeg faldet fra, det er jeg sikker på”.

Sådan fortæller John Thomsen om at gå til løbetræning i Idom-Råsted Idrætsforening.

John Thomsen, 51 år, løber en gang om ugen i klubben – og det på trods af, at det ikke siger ham noget at løbe. Tidligere dyrkede John fodbold, men de sidste godt 10 år har han ikke gået til noget særlig motion og har haft travlt som selvstændig med eget firma. Han havde dog et stykke tid overvejet, hvad han skulle gøre for at få noget motion og komme op af sofaen.

Løb med!

Har du ligesom John lyst til at komme op af sofaen og få noget sjov, varierende fysisk motion?

”Jeg har en travl hverdag, men jeg var deprimeret over, at når klokken var ni om aftenen, så var der intet på batterierne længere, og det kunne ikke skyldes andet, end at jeg var i dårlig form, og det måtte jeg gøre noget ved,” fortæller John Thomsen.

Første træning

Derfor meldte John sig til løbetræning i Idom-Råsted. Her var han nemlig blevet lovet at kunne starte på et hold, hvor der var plads til alle, og som John fortæller:

”Hvor vi havde kaffekanden i den ene hånd og koppen i den anden.”

Johns klub startede i foråret konceptet ’Løb med’ med hjælp fra DGI Vestjylland. Løb med-forløbet i Idom-Råsted Idrætsforening bestod af fire løbehold inddelt efter niveau: nybegynderhold, begynderhold og to hold for mere erfarne løbere.

På nybegynderholdet begynder du med at gå en rute, og det var her John Thomsen tog de første skridt, men allerede efter første træning kunne han godt fornemme, at han ville kunne mere end blot at gå. Han rykkede derfor over på begynderholdet, hvor det første mål er at kunne løbe tre kilometer i streg.

Du bestemmer selv, om du vil i rutsjebanen, eller du vil i karrusellen.

John Thomsen, motionsløber og deltager i Løb med

Inspirerende trænere og træninger

Løbetrænerne og deres inspirerende træninger er grunden til, John Thomsen er fortsat med at løbe på holdet uge efter uge.

Træningerne består ofte både af styrketræning og intervaltræning, og indimellem er der indlagt små øvelser, hvor man konkurrerer mod hinanden. Og det er netop det, John Thomsen så godt kan lide – variationen.

”Det er nogle fantastiske trænere, DGI har uddannet, sindssyg inspirerende. Det er meget varieret, hvad vi laver, og det er kun måske hver tredje gang, vi bare har løbet lige ud af landevejen,” siger John Thomsen.

For John er det også selve løbeturen med de andre på holdet, der motiverer ham til at få snøret skoene og komme af sted.

Inden John startede til løbetræning, var hans største frygt, at han var i så dårlig form, at han ikke ville kunne følge med de andre, og det gad han ikke. Så ville det være nemmere at blive hjemme. Så for John Thomsen er det ligeså meget det mentale, der skal skubbes ved for at komme op af sofaen og af sted til træning.

Det er meget varieret, hvad vi laver, og det er kun måske hver tredje gang, vi bare har løbet lige ud af landevejen.

John Thomsen, motionsløber og deltager i Løb med

Bedre form

Som tidligere fodboldspiller har John Thomsen den fordel at være konkurrencemenneske, og han vil ikke være bagerst, hvis han kan undgå det. Så han kan heller ikke lade være med at presse sig selv.

”Jeg har det rigtig godt, når den times træning er gået, men den er stadig sej at komme igennem. Er man syg og ikke kan komme til træning, eller drikker en øl i weekenden, så er det hurtig skidt med formen. Jeg ved godt, jeg skal presse mig selv for at komme videre, og det gør jeg også,” siger John Thomsen.

Og hvis John selv skal sige det, så er hans form da blevet også blevet bedre.

”Nu kan jeg måske holde mig vågen til halv ti-ti,” slutter John Thomsen af med et grin.