Online løbeklub: Vi er en moderne forening

Løbeklubben Team Distancerunning.dk gør op med fællestræninger og fysiske møder og samler i stedet medlemmerne i et socialt online fællesskab.

Team DistanceRunning.dk's online foreningsform tiltrækker løbere fra hele landet. Foto: Lars Holm

Hvem siger, at foreningens medlemmer skal mødes fysisk?

Læs også: Test formen og vind fede præmier i Solo Race Challenge

Det behøver de ikke, hvis du spørger Team Distancerunning.dk, som har medlemmer i hele landet. Medlemmerne mødes nemlig i foreningens online løbefællesskab fremfor at mødes på faste træningsaftener som i andre løbeklubber.

”Folk kan træne, når de vil. Vi har alle en travl hverdag, så det med de faste rammer, som man ser mange steder, tilbyder vi slet ikke,” forklarer formand Henrik Beck.

Team Distancerunning.dk blev etableret for to år siden og har i dag omkring 40 medlemmer. Medlemmer, hvis hverdagsmønstre ikke harmonerer med faste træningstider, men som stadig gerne vil være en del af en klub og et løbefællesskab, selvom de løber selv.

Løbefællesskab på Facebook

Fællesskabet foregår i lukkede grupper på Facebook. Løbeklubben Team Distancerunning.dk udspringer af DistanceRunning.dk, der tilbyder professionel træningsvejledning gennem træner og indehaver Thomas Vidø.

Mange medlemmer starter derfor med at løbe på egen hånd og får træningsvejledning gennem DistanceRunning.dk, inden de kommer ind i løbeklubben Team DistanceRunning.dk. For at stille op til konkurrencer som DM skal du nemlig være medlem af en forening under Dansk Atletik Forbund.

Vi har som sådan ikke mistet noget. Medlemmerne løber stadig selv og poster, som de hele tiden har gjort.

Formanden om coronakrisen

Og så er der den sociale del. De to søsterorganisationer deler fællesskabet DistanceRunning.dk – Klubhuset på Facebook, der har mere end 450 medlemmer.

”Man kan godt sige, vi er en moderne forening. Vi har ikke træninger, som en traditionel løbeklub har, men vi poster fra hver vores løbeture. Rigtig mange er gode til at poste, at i dag har jeg løbet den og den tur. Så tilkendegiver vi på den måde over for hinanden, når vi har gjort det godt,” siger Henrik Beck.

En virtuel klub med sociale aktiviteter

Selvom Team DistanceRunning.dk primært er et online løbefællesskab, bliver der arrangeret sociale arrangementer. Én søndag i måneden inviteres der via Facebook-gruppen til fællestræning fra Flintholm Station på Frederiksberg, så medlemmer fra området kan løbe en tur sammen.

Læs også: Sådan bevarer du løbemotivationen under Corona

Der arrangeres også forskellige sociale arrangementer, og medlemmerne får rabatter og andre fordele. Inden coronavirus var der også planer om en fælles træningsweekend i sommerhus for medlemmer i hele landet.

”Vi prøver at skabe et socialt sammenhold, selvom vi er en virtuel klub. Vi har jo plads til alle. Men det, der kendetegner vores medlemmer, er, at det er nogle, der vil noget med deres løb, og vi snakker meget om PR og podiepladser. Vi er ikke en motionsklub,” siger formanden om medlemmerne.

Bedre rustet til corona

Der har været meget snak om online muligheder og løsninger for idrætsforeninger under corona, men Team DistanceRunning.dk var allerede online, inden det blev in. Derfor har klubben også været bedre rustet til den krise og det lockdown, som har ramt store dele af det danske idrætsliv, vurderer Henrik Beck.

”Vi har som sådan ikke mistet noget. Medlemmerne løber stadig selv og poster, som de hele tiden har gjort. Det eneste, vi har mistet, er de løb, som er blevet aflyst,” siger han.

Også her har de to DistanceRunning.dk-organisationer været first-movers. De står nemlig bag Solo Race Challenge i samarbejde med DGI, som er et motionsløb, hvor løbere over hele landet kan vælge mellem to distancer, løbe deres egne ruter og dyste mod hinanden og dem selv. Der er ovenikøbet præmier på højkant.

Første afdeling af løbet blev afviklet søndag den 3. maj, og der er planlagt yderligere to løb i henholdsvis juni og juli. Læs mere om løbsserien.