Overvejer du at starte trailhold i din klub? Få 7 råd her

Det kræver ganske lidt forberedelse at etablere et trailhold i din klub.

Er du udstyret med et par løbesko, gåpåmod og lyst til at løbe i fællesskab i naturen, så er du allerede godt på vej med trailløb. Foto: Martin Hungeberg

Går du med tanker om at samle løbere i din klub til et trailhold, også kaldet crossløb, giver DGI-løbekonsulent Louise Brok dig her 7 trailråd til at få det bedst mulige afsæt:

1. Hold det simpelt

Husk, at det ikke behøver at være et stort projekt eller meget omfattende at begynde at løbe trail. Du behøver heller ikke at investere i trailsko med det samme eller kende samtlige af din lokale skovs ruter for at kaste dig ud i det.

2. Undersøg interessen

Find ud af, om andre i din løbeklub deler dit ønske om et trailhold. Du kan med fordel slå dig sammen med en mindre gruppe af interesserede og på den måde få skabt det fællesskab, som mange vægter højt i løbeformen.

3. Afprøv interessen med enkelte events

Planlæg enkelte trailevents i spændende skovterræn i dit lokalområde og vurdér, hvordan tilslutning og interessen er. Én af trails store styrker er variation i de oplevelser, du får på forskellige lokationer og på forskellige årstider.

4. Markedsfør på sociale medier

Nå ud til folk. Brug facebook eller andre sociale medier til at gøre opmærksom på dine trailplaner eller dit nystartede hold. Heldigvis er trailløb en fotogen størrelse, så sørg for at få knipset nogle billeder, der viser hvor fedt det er at løbe i fællesskab i naturen.

5. Glem tiden og nyd naturen

Drop fokus på tidstagning, GPS, distance og nyd i stedet naturen, når I løber trail. Det giver bedre oplevelser for dig og dine trailholdkammerater, så I får den fulde oplevelse og undgår at slække på koncentrationen på det til tider udfordrende underlag.

6. Træk på erfaring med trail

Sug andres erfaringer til dig. Selvom det ikke kræver en masse forberedelse at starte et hold op, så kan det være en god idé, at du eller en anden fra dit kommende hold får mere indgående viden om trail og løb i terræn. Det kan være gennem andre løbeklubbers erfaringer eller hos DGI, der ofte udbyder kurser og uddannelser i trail- eller crossløb.

7. God chance for tilslutning

Kom i gang. Jo før du selv bevæger dig ud i skoven, jo bedre. Crossløb eller trailløb er i stor vækst, så der er en god chance for, at du hurtigt får selskab på dit nystartede hold. Samtidig kan trail løbes hele året rundt, så der er ikke mange undskyldninger tilbage.

Har du brug for flere råd eller vejledning, kan du altid kontakte din lokale løbekonsulent. Det gør du ved at rette henvendelse til dit lokale landsdelskontor. Find dit lokale kontor længere nede på siden.