Få hjælp til at udvikle fremtidens løbeklub

Bevæg dig for livet - Løb giver viden og værktøjer videre til dig, der vil gøre din løbeklub endnu bedre!

Er du instruktør, frivillig eller bestyrelsesmedlem i din lokale løbeklub, står vi klar til at hjælpe dig med at gøre det endnu sjovere, sundere og mere attraktivt at være aktiv i din løbeklub.

Det at løbe har ikke blot fået mange mennesker ud og opleve og mærke landskabet. Løbetræning og motionsløb er også både fællesskabs- og identitetsdannende!

Vi ved at løb er et modefænomen – men ikke en døgnflue. Og vi ved, at løb har en fantastisk effekt på sundhed og velvære; men også at løbetræning indebærer en risiko for at få skader.

Og vi ved, at det at drive og udvikle en løbeklub er en seriøs opgave!  

”Det med at komme afsted til træning er for mig nemmere, når jeg skal afsted med nogen, og har en fast tid. Hvis det bare er mig selv, får jeg ikke taget mig sammen i samme grad.”

Løber i løbeklub, IDAN's rapport om motionsløbere i foreninger

Citaterne her i artiklen stammer fra den nyeste forskning i løbeklubber, og de illustrerer på meget fin vis, at en løbeklub både er et trygt og sundt fællesskab - men også en opgave og en udfordring.

”Det svære som formand er at rekruttere de rigtige ledere og bestyrelsesmedlemmer, som vil være med til at løfte opgaver. Man kan sagtens få nogen ind i bestyrelsen, men spørgsmålet er, hvor meget de vil lave?"

Formand i løbeklub, IDAN's rapport om motionsløbere i foreninger

I Bevæg dig for livet - Løb anser vi det at støtte, udvikle og udfordre såvel klubber som løbere, som vores fornemste opgave. Derfor er vi med baggrund i spritny forskning og stærke, faglige netværk i hele landet hele tiden i gang med at udvikle vores uddannelser, tilbud og services.

Vi ønsker at være en attraktiv samarbejdspartner for netop din løbeklub – og for dig som løber!

Mangler du hjælp til at udvikle løbeklubben? Så tag fat i dit lokale DGI-kontor. Her kan du søge dig frem til din lokale løbekonsulent.