Anne Gade er grebet af fællesskab og tekniktræning på MTB Festival

Anne Gade tager sammen med sine venner til MTB Festival for at få masser af motion på cyklen, lærerige workshops og fælles afslapning på pladsen.

Anne Gade føler sig mere sikker på cyklen efter at have deltaget i tekniktræning på sidste års festival. Hun har tilmeldt sig igen i år for at blive endnu bedre. Foto: Jónas Thor Björnsson

Igen i år tager Anne Gade sammen med sine venner MTB’en under armen og drager til MTB Festival. Selvom der indbyrdes er niveauforskel, og de ikke tager på workshops sammen, nyder de at kunne mødes mellem træningerne og om aftenen til en kold øl og et vildmarksbad.

”Kombinationen af at der var tid til at hygge sig og ligge i solen mellem sine workshops var rigtig god. Og så valgte jeg bare workshops i forhold til, hvad jeg gerne ville nørde. Jeg kørte orientering, fordi jeg kendte til adventurerace, og det var fedt i forhold til at se en masse spor,” siger Anne Gade.

Inden festivalen nåede hun at tænke, om hun mon passede ind og kunne følge med, men bekymringerne blev gjort til skamme, da hun mødte op til de første workshops.

”Der var mange dygtige teknikere, men instruktørerne fik os alle sammen med. Der var rigtig god stemning hele vejen igennem, så man skal bestemt ikke være bange for ikke at kunne følge med eller være i vejen, for det er lavet, så der er plads til alle,” fortæller Anne Gade.

Adventurerace lagde grundstenen til at køre MTB

Adventurerace var medvirkende til, at Anne Gade begyndte at køre mountainbike. Tidligere lånte hun mountainbikes til løbene, men for tre år siden fik hun sin egen mountainbike, så hun kunne begynde at nørde teknikken mere.

”MTB er en idræt, hvor teknikken spiller en rolle og man ikke bare ræser afsted. Det blev jeg lidt grebet af. Det er ikke min primære idrætsgren, og jeg kører for eksempel ikke om vinteren, men det er fedt, at jeg kan tage det frem, når jeg får lyst,” forklarer Anne Gade.

Sidste års festival blev lidt en øjenåbner, for her opdagede hun, at tekniktræning faktisk er sjovt, fordi man tydeligt kan mærke effekten ude på sporene.

”Sidst havde jeg bare en forventning om, at jeg skulle køre en masse MTB og nyde weekenden med mine venner, men i år ved jeg lidt mere om alt det, festivalen byder på,” siger Anne Gade.

Annes råd til dig, der gerne vil i gang med MTB

Anne Gade var heldig, at flere i hendes omgangskreds kørte MTB, så hun kunne tage med dem og blive introduceret til cyklen og sporten. Hendes råd til at komme i gang med MTB, er at komme afsted og få introduktion i en klub eller ved nogen, som har styr på mountainbike.

”Jo bedre man ved, hvordan man skal agere, jo trykkere er man også, når det går stærkt eller op og ned. Så det er bare at kaste sig ud i det, og mit indtryk er, at langt de fleste gerne vil hjælpe,” udtaler Anne Gade.

”Det gør ikke noget at være ny i gamet. Alle har skulle lære det på et tidspunkt, så det tænker jeg ikke, man skal være så bange for,” slutter hun.