Mountainbikere kan glæde sig til dansk MTB-weekend uden sidestykke

10.-12. maj 2019 skaber MTB Festival Søhøjlandet sammen med Mountainbike Trailcup Danmark og Highland Mountainbike Challenge én kæmpe stor MTB-weekend.

Mountainbikerne kommer forventeligt til at flokkes til sporene omkring Søhøjlandet 10.-12. maj 2019, når MTB Festival Søhøjlandet, Mountainbike Trailcup Danmark og Highland Mountainbike Challenge løber af stablen henover samme weekend. Foto: Claus Hilmar

Hvis du har bare din mindste interesse i mountainbike, kan du godt sætte et stort kryds i kalenderen 10.-12. maj 2019.

Her løber Danmarks største MTB-festival, MTB Festival Søhøjlandet, af stablen, og som om det ikke var nok, kommer området i Søhøjlandet nu også til at huse en afdeling af Mountainbike Trailcup Danmark, ligesom rytterne i Highland Mountainbike Challenge drøner forbi.

"Det er fedt, at vi kan samle alle grene af MTB-sporten samme sted i samme weekend. Det passer perfekt med vores ambition om at fejre sporten i dens forskellige udfoldelser – fra begynder til elite, fra hygge til konkurrence," udtaler Folke Nørgaard, koordinator hos MTB Festival Søhøjlandet.

Med koordinering bliver der plads til alle

Det kunne jo umiddelbart lyde lidt af, at der kommer et enormt pres på sporene i Søhøjlandet, men det er faktisk ikke tilfældet. En koordineret indsats har gjort det muligt at få tingene til at gå op i en højere enhed.

"Det kan lade sig gøre, fordi vi har så store områder at arbejde med, og så afholdes trailcuppen stort set udelukkende i områder, der normalt ikke er åben for mountainbike," fortæller Folke Nørgaard.

Han understreger samtidig, at deltagerne på MTB Festival Søhøjlandet ikke skal frygte for, at deres oplevelse bliver anderledes eller komprimeret i forhold til de sidste år.

"Oplevelsen bliver fuldstændig den samme. Faktisk bliver den forhåbentlig endnu bedre, da der er mulighed for at vælge mellem flere aktiviteter end nogensinde, og så arbejder vi naturligvis altid med at forbedre festivalen på alle parametre," påpeger Folke Nørgaard.

Flere events giver flere mennesker i skoven

MTB Festival Søhøjlandet kommer imidlertid ikke til at have aktiviteter i Vestskoven om søndagen fra kl. 10-13, som de foregående år. Her har rytterne fra Highland Mountainbike Challenge området, mens festivalens workshops og sporvisninger i stedet er henlagt til Nordskoven og andre steder.

Det giver dog ikke problemer, ifølge Folke Nørgaard. I stedet ser han frem til at se endnu flere mountainbikere i skoven.

"Vi glæder os til at være medskaber på en kæmpestor MTB-weekend, og vi håber selvfølgelig, at det kan være med til at trække både endnu flere deltagere og tilskuere. Det bliver et tilløbsstykke uden lige, hvis man har interesse i mountainbike," siger han.