MTB Session erstatter festival igen i 2021
Nøjagtig som i 2020 bliver der i år ingen MTB Festival, men derimod MTB Session, som afvikles 25. september.
Lørdag 25. september kommer der for alvor til at dufte af mountainbike i Søhøjlandet. Nærmere bestemt MTB Session, som er en sjov og lærerig workshopdag. MTB Session opstod sidste år, da MTB Festival blev aflyst, og 30 workshops blev afviklet ved Det ny Sletten på en enkelt dag.
Ingen MTB Festival i 2021
Det er noget af en mavepuster, at MTB Festival aflyses for andet år i træk. Simon Qvortrup er konsulent med ansvar for cykling hos DGI Østjylland og en af arrangørerne bag MTB Session. Han havde glædet sig til festivalen, men det kan ikke lade sig gøre i år.
"Vi tør ikke at planlægge en festival hen over sommeren. Vi har undersøgt en lang række muligheder, men det er ikke forsvarligt at afvikle en festival, som vi kender den,” siger Simon Qvortrup.
Fremtiden for MTB Festival er uvis, men vi satser på, at der i 2022 kan afvikles MTB Festival igen.
Gentager sidste års succes
Festivalstemningen er savnet, men holdet bag gør alt for, at MTB Session kommer til at indeholde mange af de samme elementer.
”Vi glæder os til at gentage successen med MTB Session. Sidste år var der god stemning trods begrænset social aktivitet, men det håber vi på at skrue op for i år,” siger Simon Qvortrup og fortsætter:
”Vi forsøger at skabe lidt af den festivalstemning, som vi alle elsker. Som sædvanlig har vi nogle af landets bedste instruktører, som ser frem til at dele ud af deres mange erfaringer på sporene,” siger Simon Qvortrup.
Mere info omkring MTB Session følger i de kommende måneder, når planlægningen intensiveres.