Verdens største MTB-navn giver show på MTB Festival Søhøjlandet: Danny MacAskill svinger forbi

33-årige Danny MacAskill fra Skotland har med over 350 millioner visninger af hans imponerende og skelsættende videoer etableret sig som verdens mest hotte navn indenfor mountainbike. 10.-11. maj kommer skotten til MTB Festival Søhøjlandet og Silkeborg med sin Drop And Roll Tour.

Der venter deltagere og gæster på MTB Festival Søhøjlandet en stor oplevelse, når verdensstjernen Danny MacAskill kigger forbi med sin Drop And Roll Tour. Foto: Rasoulution

Hvis du er vild med mountainbike, er der kun ét sted at være fra 10.-12. maj i år. Ikke nok med at Danmarks største MTB-festival, MTB Festival Søhøjlandet, løber af stablen i skovene omkring Silkeborg, nu er det også lykkedes festivalen at sikre sig besøg af verdensstjernen Danny MacAskill i samarbejde med Silkeborg Kommune.

”Vi er utrolig stolte over at kunne præsentere cremen indenfor international mountainbike på festivalen. Danny MacAskill kommer med sin Drop And Roll Tour, hvor han har to andre virkelig dygtige mountainbikere med. Det findes ikke større eller bedre, og det bliver en stor oplevelse – også selvom man ikke interesserer sig for mountainbike,” udtaler Folke Nørgaard, koordinator for MTB Festival Søhøjlandet.

Det er ikke kun hos MTB-festivalen, at de render rundt med hænderne over hovedet. Der er også stor glæde at spore hos Silkeborg Kommune, som har spædet til økonomisk for at få enderne til at mødes.

”Vi er glade for at lægge skov til Danmarks største MTB-festival, og med et show med verdens absolut bedste mountainbikere sætter vi virkelig festivalen på landkortet – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det er helt i tråd med vores ambition om at udvikle Silkeborg Kommune til Danmarks Outdoor Hovedstad,” fortæller Jeppe Thøgersen, sektionsleder for Kultur, fritid og frivillige hos Silkeborg Kommune.

Lige nu planlægges to shows over to dage

Festivalen og kommunen arbejder lige nu på at strikke programmet sammen for de to dage – fredag den 10. maj og lørdag den 11. maj – hvor Danny MacAskill er i byen med sit MTB-cirkus.

”Der bliver formentlig sådan, at der bliver et show inde i Silkeborg by fredag eftermiddag og et andet show i løbet af lørdagen hos os på festivalen. Der er mange praktiske ting, vi skal have styr på de kommende måneder, da det er et større setup, der kommer med lastbiler fra Edinburgh,” siger Folke Nørgaard.

Han opfordrer derfor lokale og andre interesserede til at holde sig orienteret via festivalens kanaler og ikke mindst besøge festivalen, som er et sandt mountainbikemekka med mere end 100 workshops, sporvisninger og andre aktiviteter at vælge imellem samt et stort EXPO-område med alt det nyeste gear fra de store cykelmærker.

Danny MacAskill understøtter drømmen om flere på mountainbike

Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at håbet med at hyre Danny MacAskill ind på festivalen også sker, fordi organisatorerne bag har et ønske om at gøre MTB Festival Søhøjlandet endnu større og appellere endnu bredere.

”Sat på spidsen laver vi festivalen, fordi vi har en drøm om at få endnu flere danskere til at køre mountainbike, ligesom vi ønsker at lære dem, der allerede kører, at køre mere sikkert, så deres oplevelse bliver endnu bedre og endnu sjovere. Jo flere vi kan trække ud til festivalen, jo større er chancerne for at indfri den drøm,” påpeger Folke Nørgaard.

Hvorvidt Danny MacAskill og Drop And Roll Touren kan lokke flere deltagere og tilskuere til festivalen vil vise sig de kommende måneder. Det er muligt at købe billet frem til 25. april.

Silkeborg Kommune benytter eventen til at introducere ny MTB-forening

Hos Silkeborg Kommune bruger de meget passende eventen med Danny MacAskill som løftestang til at starte en ny og lokal mountainbikeforening.

”Det passer perfekt med, at vi sammen med Viborg Kommune netop har etableret en ny forening, der skal sikre mountainbikespor af topkvalitet i de to kommuner. Foreningen er både for mountainbikere og virksomheder, og der er stor grund til at glæde sig,” udtaler Jeppe Thøgersen.

Silkeborg Kommune og Viborg Kommune vil indenfor nærmeste fremtid udsende nærmere information om foreningen og hvordan man kan være med. Ellers vil mere information også være tilgængelig i forbindelse med besøget af Danny MacAskill og hans Drop And Roll Tour.

Kort om Danny MacAskill

Danny MacAskill er professionel mountainbiker og specialist indenfor den variant, der hedder street trial. Han er født i 1985 og opvokset i DunveganIsle of Skye, Skotland.

Fra en meget tidlig alder blev Danny MacAskill forelsket i alt relateret til cykler. Hans lidenskab for den 2-hjulede er kun blevet større med årene, og den 33-årige har opnået sin plads som mountainbikesportens allerstørste ikon gennem mange års hårdt arbejde.

Det tog nemlig Danny MacAskill 18 års intensiv træning, før han fik sit gennembrud. Den 19. april 2009 udgav han en 5½ minut lang street trial-video på YouTube, som fik hundreder af tusinder af visninger over natten og frem til i dag har været set godt 38 millioner gange. Verden blev helt vild med den daværende 23-årige skotte.

Siden har Danny MacAskill medvirket i mange virale klip, som samlet er blevet set over 350.000.000 gange. Herudover er han en af de største stjerner blandt de mange forskellige ekstremsportsudøvere, som energidrikken Red Bull sponsorerer.

Kort om Drop And Roll Touren

I 2014 grundlagde Danny MacAskill Drop and Roll Tour, som bringer mountainbiking, street trail og ekstremcykling på gadeplan til live gennem imponerende shows til cykelfestivaler og andre arrangementer over hele verden.

Sammen med sine venner og dygtige mountainbikere, Duncan Shaw og Ali Clarkson, har Danny MacAskill de seneste år turneret over hele kloden, hvor både mountainbikere og andre interesserede har fået en stor oplevelse med, hvad der egentlig er muligt på en cykel.

Duncan Shaw er en af de mest komplette street trail-ryttere på verdensplan – kendt for sin tekniske og præcise kørestil. Med over 700 shows har han uovertruffen erfaring med at levere en fantastisk oplevelse foran et live publikum.

Ali Clarkson er en anden meget erfaren rytter med over 500 shows på CV’et. Han er verdensberømt for sin let glidende, men også eksplosive kørestil indenfor street trail. Oveni det bibringer han en værktøjskasse fyldt med tricks, som han brillerer med i showet.