Hvad er vores drøm med MTB Festival Søhøjlandet?

Vores drøm er at skabe en unik oplevelse for MTB-udøvere på alle niveauer fra hele Danmark – mænd som kvinder, store som små.

MTB Festival Søhøjlandet skal være en fast tilbagevendende begivenhed i danske MTB-entusiasters kalender hvert år. Festivalen skal inden for en årrække være landets største MTB-event, der ikke er et løb.

Med festivalen samler vi udøvere på tværs af geografi, alder og niveau, og hylder oplevelsen, glæden og legen med cyklen i Danmarks nok bedste MTB-terræn.

Vi vil inspirere flere danskere til at køre mountainbike

MTB Festival Søhøjlandet er også sat i verden for at inspirere og motivere danskerne til at køre endnu mere mountainbike, og få endnu flere glæder på cyklen.

Vi tilbyder en ramme, hvor du kan mødes med dine kørekammerater, klubkammerater, venner, familie og alle de andre mountainbikere, du endnu ikke kender, og opdage, udforske og udvikle nye relationer og oplevelser på cyklen.

Festivalen har fokus på god trail-karma

MTB Festival Søhøjlandet handler også om at blive klogere på, hvordan du kører både mere sikkert og sjovt på mountainbike, så vi minimerer risikoen for alvorlige skader og uheld. Vi oplever i disse år en stigende tendens til, at mange kommer til skade, når de begynder at køre mountainbike. Det handler vi på.

Vi kører naturligvis med respekt for naturen og skovens andre gæster, og handler aktivt i forhold til at mindske konflikter, slitage og affald på naturens følsomme steder og områder. Disse overvejelser viderebringer vi til dig som deltager. Vi kalder det selv god trail-karma.