72 mio. kr. på vej til det lokale foreningsliv

DGI glæder sig over en ny politisk aftale om en pulje på over 70 mio. kr., der skal styrke idrætsforeninger og andre lokale foreninger.

I begyndelsen af 2018 fastlægger DIF og DGI rammerne for uddeling af midlerne og orienterer foreningerne om, hvordan de kan søge. Foto: Bent Nielsen (arkiv)

Idrætsforeninger og andre lokale foreninger i Danmark kan fra 2018 og frem søge om tilskud fra en ny pulje.

Det står klart, efter regeringspartierne, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har indgået en aftale, der sender mere end 70 mio. kr. ud at leve i det lokale foreningsliv over hele landet.

Penge til lokale foreninger

Pengene i den nye pulje stammer fra de såkaldte spillehalsmidler.

Siden 2016 har spillehalsmidler været fordelt efter en midlertidig model, fordi der har været en række tilfælde af svindel og misbrug.

Ved årsskiftet udløber den midlertidige model, og med den nye aftale sikres det, at midlerne fremover kan uddeles på en mere gennemsigtig måde uden unødig administration og bureaukrati.

”Vi glæder os over, at pengene stadig kan gå til lokale foreninger og gavne det lokale foreningsliv. Man kan sige, at pengene før gik til lokale foreninger, og de vil de også i fremtiden – bare på en mere retfærdig måde,” siger DGI’s formand Søren Møller.

Det er ikke DGI eller de andre organisationer, der får pengene, men de lokale idrætsforeninger og andre foreninger. Der åbnes også op for, at nye foreninger kan søge. 

Foreningslivet styrkes

Aftaleparterne fremhæver, at med den nye model vil foreningslivet i Danmark kunne styrkes. Samtidig ønsker aftaleparterne, at det frivillige foreningsliv har de bedst mulige vilkår.

Det er helt præcist 72,2 mio. kr., der fra 1. januar 2018 kan uddeles på baggrund af ansøgninger. Af disse midler får DIF og DGI 46,1 mio. kr. til uddeling blandt dets foreninger rundt om i landet.

I begyndelsen af 2018 fastlægger DIF og DGI rammerne for uddeling af midlerne og orienterer foreningerne om, hvordan de kan søge og få del i midlerne.

Nemt for foreningerne at søge

De to idrætsorganisationer vil samtidig udvikle et fælles og ubureaukratisk system, så det bliver nemt for foreningerne at ansøge.

”Vi glæder os til at se, hvilke ideer der spirer frem i idrætsforeningerne. Det har været vigtigt for os at arbejde for, at så stor en andel af pengene kommer ud i foreningerne og ikke går til administration. Og jeg er ikke i tvivl om, at puljen kan gøre en stor forskel for foreningerne,” siger Søren Møller.