Børn leger FN's 17 verdensmål

Hop de 17 verdensmål, spor det hemmelige håndtryk og saml alle frugterne i frugtplantagen. De opgaver får flere end 2400 børn fra knap 70 børnehaver og skoler, når de er med i kampagnen ”Hej skal vi lære?”, som Børneulykkesfonden, DGI og bObles står bag.

”Hej skal vi lære?” sætter fokus på FN’s 17 verdensmål og kombinerer glæden ved at lære og glæden ved at bevæge sig. Foto: Børneulykkesfonden

Mere end 2400 børn deltager i den kommende tid i temaugen ”Hej skal vi lære?”, hvor leg og bevægelse kombineres med læring om FN’s verdensmål.

Både krop og hjerne bliver sat på prøve, når børnene tages igennem lege som Kampen om guldet, Flodbølgen og Frugtplantagen, der skal skabe forståelse for verdens vigtigste planer for fremtiden.

Børn bekymrer sig om verdens udfordringer

En undersøgelse blandt 1004 forældre foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden i oktober 2018 viser, at næsten halvdelen af de adspurgte forældre med børn i alderen 3-10 år vurderer, at deres børn er interesserede i verdens udfordringer, fx klimaforandringer, hungersnød, fattigdom og diskrimination, og at børnene bekymrer sig om disse udfordringer.

Samtidig mener næsten halvdelen af forældrene til børn i samme aldersgruppe, at det er vigtigt at tale om verdens udfordringer i institutionen/skolen. Formålet med ”Hej skal vi lære?” er netop at inspirere pædagoger, lærere og børn til at have det sjovt, imens de bliver klogere på verdens vigtigste planer for fremtiden.

”Børnene er vores fremtid. Det er derfor vigtigt, at børnene får mulighed for at reflektere over, hvilken fremtid, de ønsker at være med til at forme, og hvad de selv kan gøre for at opnå det”, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Hun fortsætter:

”Hos Børneulykkesfonden vil vi samtidig gerne være med til at skabe opmærksomhed omkring sammenhængen mellem motorik og indlæring. Vi ved nemlig, at børn lærer bedst, når de leger og bevæger sig.”

Børn lærer med hele kroppen

De deltagende institutioner og skoler modtager en kampagnepakke, som bl.a. indeholder ideer til 34 lege, 2 til hvert verdensmål.

Når ”Hej skal vi lære?” sætter fokus på FN’s 17 verdensmål, så kombinerer vi glæden ved at lære og glæden ved at bevæge sig. Børn lærer med hele kroppen, og med kampagnen kan vi understøtte børnenes lyst til at bruge deres kroppe og udforske verden, både i skoler, institutioner, i hjemmet og i idrætsforeningerne,” siger Annette Vilhelmsen, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og politisk ansvarlig for skole- og institutionsområdet.

Fakta om ’Hej skal vi lære?’

  • Kampagnen ’Hej skal vi lære?’ kan afholdes hele året rundt, og det er stadig muligt at købe en kampagnepakke.
  • Mere end 2400 børn fra 69 skoler og institutioner landet over er allerede tilmeldt.
  • Kampagnen er udviklet af Børneulykkesfonden, DGI og bObles og blev afholdt første gang i 2017.
  • Idéen til kampagnen er opstået i kølvandet på de populære kampagner ”Hej skal vi lege?” og ”Hej skal vi tumle?”, som sætter fokus på mere bevægelse i daginstitutioner og dagplejer.
  • ”Hej skal vi lære?”-kampagnepakken består af et lege-læringshæfte indeholdende 34 lege; to relateret til hvert verdensmål, illustrative legekort, lommevæg til opbevaring af kampagnemateriale, verdenshjul, forældrefoldere, diplomer og plakater. Pakken koster 299 kr.

Læs mere om kampagnen og bestil kampagnepakken på www.hejskalvilære.dk